Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

I. Det er mange underlige Forestillinger, der i Almindelighed knyttes til Navnet Pædagogik. Da en ung Mand, der gav sig af med Pædagogik, fik sin første Søn, kom en ældre Ven af ham hen til ham, tog ham blidt i en Frakkeknap og holdt ham fast, medens han med en elskværdig indtrængende, næsten bekymret Stemme sagde til ham: „Gør mig nu for Himlens Skyld den Tjeneste, min unge Ven, ikke at opdrage Drengen pædagogisk.“ For ham har altsaa Pædagogikken været et Slags Spændetrøje, i hvilken sund Fornuft og naturlig Følelse snøres saaledes ind, at de begge blive fortumlede i Hovedet, eller et Slags Prokrustesseng, sammentømret af abstrakte, i nummererede Systemparagraffer anbragte Regler, hvori det ulykkelige Barn med eller mod sin Vilje skal passes ind. Men enhver ser let, at hvor mange Synder af den Art Pædagogerne end kan have paa deres Samvittighed, saa er Pædagogikken som Videnskab ikke Skyld i dem; Videnskaben som saadan kan i Følge sin Natur og sit Princip aldrig fornægte eller undertrykke det Liv, den vil forklare gennem en sammenhængende Forstaaelse deraf. Hvor et pædagogisk System har tyranniseret Opdragelsen og ledet Børns Udvikling ind i fejle Spor, dér er det netop sket, fordi H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger. III. 1