Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

YDBE VÆSEN. 159 Toget saa paa ny med klingende Spil gennem Byen tilbage til Pensionatet.*) Legen, der var udsprungen af det Hensyn til Legemet, som i alle saadanne Bestemmelser var en af Jesuitternes pædagogiske Fortjenester, kunde derhos tjene til at udvikle et saadant Herredømme over det, som satte hver enkelt i Stand til ogsaa i det udvortes at optræde i den rette Skikkelse og efterfølge det Mønster, som tegnedes i Reglerne for den ydre Fremtræden, og hvis enkelte Træk samle sig til et levende Billede af det gejstlige Ordensmedlem: Hovedet skal holdes lidt forover, altid bevæges med Værdighed, aldrig være i urolig Bevægelse; Øjnene maa ikke flakke ustadig fra det ene til det andet, men skulle som Regel være ned-slaaede, Blikket under Samtaler, navnlig med højt-staaende, fæstes, ikke lige op i Øjnene paa dem, men hellere lidt lavere; Rynker i Panden og endnu mere paa Næsen skal undgaas; Læberne maa hverken være for tæt sammenpressede eller for vidt aabne; Udtrykket skal snarere tyde paa glad Sindsro end paa Sorg; Hænderne skulle holdes rolige, Gangen være behersket og ikke for ilfærdig.2) Ved Taleøvelserne, Deklamationerne og Disputatserne skulde Lærerne sørge for, at Disciplene lærte at beherske Stemme, G-estus og Holdning3); men navnlig fik den ydre Anstand sin Udvikling gennem det, der kunde betragtes som Legens mest organiserede Form, de Skuespil, der mer og mer bleve en Hovedbestanddel i Livet ved et Jesuitkollegium. I Ratio studiorum hedder det endnu: „Komedier og Tragedier maa kun opføres paa Latin og meget sjældent og skulle have et helligt og fromt Indhold; der maa ikke ind- ‘) Erinn. S. 129-32. 2) C. J. p. 574. 3) C. J. p. 1296.