Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

160 SKOLESKUESPIL. skydes noget imellem Akterne, som ikke er paa Latin eller stemmer med Sømmeligheden; hverken Kvinde eller Kvindedragt maa indføres paa Scenen“.1) Og et andet Sted føjes til: „Provincialen eller andre paa hans Vegne skal gennemlæse dem, og de maa paa ingen Maade opføres i Kirken“ 2), som det ellers paa de Tider mange Steder var almindeligSkik og Brug. Ti Discipelskuespil var ingen Opfindelse af Jesuitterne, men en gængs Indretning ved de lærde Skoler, som i Aar-hundreder stod ved Magt og i sin Gang afspejlede Kulturudviklingens Hovedbevægelser. Terents, som var Yndlihgsdigteren, hvis Skuespil atter og atter bleve opførte, var udtrykkelig udelukket fra Jesuitternes Scener. „Digterværker eller hvilket som helst der kan skade Moraliteten, skal renses for de umoralske Handlinger og Ord; og hvis det er umuligt at rense dem, som det f. Eks. er Tilfældet med Terents, maa de hellere slet ikke læses, for at ikke Indholdets Beskaffenhed skal krænke Sjælenes Renhed.“3) Som det i vore Dage officielt er gentaget,4) skulde „enhver dramatisk Opførelse staa i Forhold til det særlige øverste Formaal, Selskabet tilsigter,“ d. v. s. dets religiøse Grundopfattelse. Jesuitlærere bleve da dramatiske Forfattere: man har saaledes fra det syttende Aarhundrede en hel Samling latinske Skuespil af Nicolaus Avancinus, Rektor ved forskellige tyske Jesuitkollegier og Professor i Grätz og Wien. Det jævne og simple, som kunde være det religiøse Indholds naturlige Form, veg snart for det iøjnefaldende og prægtige, de religiøse Æmner hylledes i Øjens- og Ørenslyst, og Skuespillene ble ve bl. a. et Middel til at vinde Befolkningen paa de forskellige Steder ’) C. J. p. 1247. 2) C. J. p. 519. 3) C. J. p. 1244. 4) L. L. 245.