Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

32 STÆNDERNE. der ikke at tænke paa nogen Forløsning for Staterne eller for den menneskelige Slægt“1). De forskellige Stænders Væsen skildres i et digterisk Billede. „I ere vel alle Brødre“, siger Sokrates, „men i deres Natur, der ere skikkede til at herske, har den Gud, der har dannet eder, blandet Guld, og derfor ere de ogsaa af størst Værd, men i Krigernes Sølv og i Agerdyrkernes og de andre Arbejderes Jærn og Kobber. Da I nu alle ere af samme Herkomst, ville I vel som oftest avle Børn, der ligne eder, men undertiden vil ogsaa under Forplanteisen Guldet forvandles til Sølv og Sølvet til Guld og paa samme Maade med de andre Metaller. Guden byder nu først og fornemmelig Herskerne, at de især i denne Henseende skulle være gode Vogtere og med den største Omhyggelighed vaage over deres Børn, for at erfare, hvad der er blandet i deres Sjæle, og dersom deres Søn var bleven kobber- og jærnholdig, maatte de paa ingen Maade have Medlidenhed med ham, men anvise ham det Sted, der passede for hans Natur og støde ham ud iblandt Haandværkerne og Agerdyrkerne; og saaledes ogsaa, naar en af disse havde en guld- og sølvholdig Søn, maatte de holde ham i Ære og Anseelse og hæve ham op enten til de herskendes eller til Krigernes Klasse, fordi et Guddomsord havde lært, at Staten maatte gaa til Grunde, naar Jærn eller Kobber kom til at regere over den“2). Grænsen mellem Stænderne er altsaa flydende; det er intet Kastetyranni, der prædikes. Statens Vogtere, dens højest betroede Borgere, maa kun leve og aande for Staten. De maa ikke besidde nogen egen Formue; ti hvad Guld og Sølv an-gaar, har de af Guderne modtaget guddommeligt Guld ’) V. 59. 2) IV. 199.