Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende
Forfatter: C. Djørup
År: 1842
Serie: Femtende stykke
Forlag: J.D. Qvist
Sted: Kjöbenhavn
Sider: 504
UDK: TB 908(489) Bid
Foranstaltet, efter Kongelig Befaling, ved Landhuusholdningsselskabet.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
220
afvindes Jorden det største og sikkreste, rene Udbytte ved denne For-
deling, og det kunde være statSoeconomisk rigtigt, om muligt, at
forebygge en anden Tingenes Orden, men dette er mere at onske,
end at vente.
'^lt Jorderne under deres oprindelige Fordeling blive bestyrede
med Orden og almindeligt drevne med Krast, modsiger Erfaringen
her, som vel og andre Steder. Langt storre Udbytte kunde deraf
udbringes ved en hensigtsmæssigere og mere intensiv Dyrkning. Det
fordomsfrie Die vil vist sinde, at de fleste Eiendomme snarere ere
for store, end for smaae, og man maa give Steenstrup Ret (see
Pag. 211), at Gaardmanden har Jord nok i 20 Tdr. Land bonit.Jord,
naar det var ham nærliggende og blev dyrket, som det burde. Derfor
er det ei heller paa bejlere Gaarde, at man skal vente at træffe den
intensive Drist, men hos ben virksomme Parcellist, der ei har mere
Jord, end hvad han godt kan overkomme, og har Kraft til at holde
det i Orden. De store Agerbrug kunne ei holdes i den Orden eller
forholdsviis give det Udbytte, som de mindre. Dertil horer ogsaa
siorre Driftscapital, hvoraf Færre ere i Besiddelse, og den, der ikke
har Kraft nok til hensigtsmcrssigen at benytte al den Jord, hvoraf
han er i Besiddelse, maatte langt hellere onske sig en mindre Bedrift,
mere afpasset ester hans Kræfter.
Megen Jord ligger uopdyrket rundt omkring, som godt egner
sig til Behandling og det er en Folge af, at den nuværende Eier er
kan overkomme, at faae gjort Alt, hvad der udfordres til en storre
Eiendoms rigtige Afbenyttelse. Selv den Jord, der er opdyrket,
bliver ei brugt med den Kraft, som den kunde blive, naar der var
et mindre Areal at behandle; og deraf den oste lange Hvile, hvori,
som Hoegh siger, ei Jorden, men Landmanden hviler, for at samle
ny Kraft. Det er derfor Udparcelleringen, som vi for en stor Deel
skylde Opdyrkningen af de vidtlostige Hedestrækninger, hvorpaa stedse
alt flere Nybyggere opstaae og afvinde Jorden den deri nedgravede,
dode Skat.
Havde Udskiftningen her i Landet været, hvad den burde være,
da var Udparcellering af sig selv for en stor Deel bleven hæmmet;
men den saa beklagelige Maade, hvorpaa hin i Almindelighed er ud-
fort i dette Amt, som forhen er viist, har gjort denne saa nødvendig