Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

299 Afle, Beengjodning, Fiskeafskrab, Nedpløjning af grønne Af- grøder, Jordskorpens Brændning. A. Gjødningens almindelige Behandling og 2lnvendelse. Hvad Penge ere for Staten, Blodet for Legemet, det er Gjod- »ingen for Jorden, den oplivende Kraft, som giver Næring og Styrke og el lader sig erstatte ved noget andet Middel, men kan dække og rette mange begangne Feil; denne nervus rerum geren- daruin, udett hvilken alle Landmandens Bestræbelser ere forgjeves anvendte. Derfor burde hau ruge over den, som den Gjerrige over sine Skatte, anvende den fortrinligste Omhu paa at opsamle, bevare, og paa bedste Maade anvende denne kostelige Gave, hvorpaa hans Velfærd saa meget beroer. Men dette er ei Tilfældet i dette Amt i den Grad, som i saa mange andre af Landets Egne. Det for- tjener ei den Roes, som Aagaard tillægger den thylandske Bonde, naar han siger (Side 105): „For Gjodningen anvender han den største Flid, saa at hans Behandling dermed fortjener at efterlignes. Han lader ikke sit Staldmog drukne i et Moddinghul, hvori Kraften udvandes og spildes. Han udforer intet Halm enten i Møddingen eller paa Agrene; men lader det fortæres af Kreaturene. Ei heller noies han med den Gjodning, Kreaturene give, men sorger for dens Formerelse ved Blanding. Næsten mgen Bottde gjoder med Klæg- mog, og at gjore det vilde ansees fom Veviis paa en Dovenstab, der snart vilde fore til Armod." Det Sidste gjcelder endnu, da Kleegmog (den ublandede, friske Staldgjodning) sjeldent anvendes umiddelbart til Sæden. Dette bruges kun paa Herregaardene og de større Gaarde, hvor man ei synes at kunne overkomme Arbeidet ved den ene eller anden Blandingsmaade, og, hvor der ved Kreatur- fedttingen er Overflodighed af Gjode. Da den ttæsten udelukkende anvendes til Bygget, har Erfaringen og lært, at dette vilde være alt for misligt, idet Kornet enten vilde drives til Leiesoed eller op- skoldes. Men Gjodmugens Forøgelse ved Blanding er ei saa meget en Folge as Overbeviisniilgett om del Gavnlige deri, som af gammel Skik og Brug, og fordi den ei paa arldett Maade kan slaae til og strækkes saa langt, som den skal. Bed den udtoercnde Dyrknings-