Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

324 nordlige Thy og paa Mors. Med de smaae, ofte klodsede Hjul, hvoraf det ene ei altid er større, end det andet; den lange, tunge Aas, forsærdiget af massiv Eeg, som er den eneste Træsort, der her i Egnen kan faaes dertil; den lange, lige Muldfjel, som med Magt skal sprænge den stive Fure til Siden; den næsten lodret staaende, buttede Sule; det ikke hvælvede, ofte for smalle Skjære bliver Ploven saa tung, at det ei er at undre sig over, om 2 Heste ikke kunne arbeide dermed. De meest klodsede og tunge Plove sees endnu i Omegnen af Thisted, og, som Beretningen derom lyder: „Det, der udmærker denne Plov og gjor den yndet, er, at den er magelig for Plovmanden, som, læneude sig paa venstre Handel, stnrer den, et mageligt Arbeide endog for den gamle Mand, især, naar, som gjerne er Tilfældet, den trækkes af 4 Heste, og han da har en Plovkudsk." I det sydlige Thy er gjerne Aasen og Trækket kortere, Træet kleinere og bedre afgjort, Hjulene, oste kun bestaaende af en Jernring, gaae bestandigt paa Iernaxler, og det hoire Hjul, som gaaer i Furen, gjores helst saa meget større, at Axlen kan gaae horizontalt, hvorved Frictionen formindskes. Der, som og paa MorS, bruge Mange det saakaldte Senejern, som er en Jernplade, omtrent 18 Tommer lang og 9 Tommer bred, der, fæstet ude paa Skjæret og oppe paa Sulen, er boiet ud over Muldfjelen og danner derved en Krumning, hvorved Furen lettes, og Qvikredder m. m. skydes bedre fra. Naar det er rigtigt dannet, hvilket ei enhver Smed kan gjore, bidrager det meget til at lette Plovens Gang. I det Sydlige af Mors, saasom i Assets, brugeZ nogle korte, smaae Plove med smaae Hjul, hvilke faaes fra Salling og mides meget fot deres Lethed. Hist og her have og Enkelte begyndt at gjore Forbedringer ved Hjulploven, for at lette deus Gang, idet de erkjend'e de Fortrin, hvilke en vel construeret Svingplov har fremfor hin, og gierne ville tilegne sig dem, uden at opgive den Stadighed, som Hjulene give den almindelige. De gaae meest ud paa at for- korte Aasen og bringe Trækket nærmere Lasten, hvortil især bidrager, ved en Lænke eller Krog fra Hjulene, hvorpaa Aasen hviler frit, til Sulen eller det Bagerste af Aasen, at lede Trækket fra Aasens Ende til Plovens Legeme; desuden stiller den tænksomme Bruger Sulen og Langjernet mere skrant, for at lette dens Gang, og forsyner den