Geologi Og Jordbundslære
Andet bind: Danmarks Geologi

118 Interglaciale Lag Blaamuslinger og Smaasnegle af de samme Arter, som nu lever fx. i Roskilde- og Odensefjords Indvige og lignende Steder. „Lidt senere op- træder ogsaa andre Arter (Nassa, Tapes), og Brakvandsformerne for- svinder eller afløses af mere tykskallede Former af de samme Arter; dette tyder paa en stigende Saltholdighed, rimeligvis som Følge af en stadig Sænkning af Havbunden. I en Højde af 0,3 M. over Ferskvands- sandet — lidt mer eller lidt mindre paa de forskellige Steder — træffer vi saa de to Tapeslag, og hermed er vi kommet til den Del af Lag- rækken, der har den rigeste Fauna. Ikke blot findes saa godt som alle de tidligere Arter, men nogle af de Arter, som hovedsagelig træffes i de øvre Lag (Cyprinahorizonten) — Ostrea edulis, Cardium echinatum, Cor- bula gibba — optræde nu om end sparsomt og sædvanlig i smaa Eksem- plarer. At vi imidlertid endnu har at gøre med en Lavvandsdannelse synes ikke blot at fremgaa af Lerets forholdsvis store Indhold af Sand, men ogsaa af de to ovennævnte Skallags Udseende. De er nemlig . . . dannet af sammenhobede tilsyneladende sammenskyllede Skaller og fremviser den største Lighed med saadanne Skallag, der dannes paa eller i umiddelbar Nærhed af en Strand.“ I en Afstand, der veksler mellem O,2o og 0,93 M. over Ferskvands- sandet, bliver Leret mere rent, fint og frit for Sandlag, og det faar saa- ledes Udseende af en Dybdevandsdannelse. Strandformerne Hydrobia og Cardium edule o. fl. a. forsvinder nu efterhaanden, Mytilus bliver sjæl- den, men forekommor dog gennem hele Lagrækken; andre Arter, som var sjældne i Tapeslagene, fx. Cardium echinatum og Corbula gibba bliver nu almindelige og optræder i store tykskallede Individer, som karakteriserer Laget. Naar dette Lag kaldes en „Dybvandsdannelse“, maa dette Udtryk dog tages med meget Forbehold. Den svenske Geolog F. Andersson, der undersøgte Lagene i 1897, anslog Dybden af det Hav paa det Sted, hvor de nævnte Skaldyr i sin Tid levede, til 18—36 M., men V. Nordmann mener, at dette endda er for meget, saa at Skaldyrene i hvert Fald har levet paa temmelig lavt Vand om end ikke lige ved Kysten. Ved nærmere Undersøgelse af Dyreformerne fra de forskellige Lag og ved Sammenligning med de tilsvarende nulevende Formers Ud- bredelse kommer Nordmann til følgende Resultater: „Den Fauna, som er fremdraget af det paa den fynske Øgruppe fundne Cyprinaler, bærer Vidnesbyrd om, at Egnene der i Nærheden i en Interglacialtid var dækket af et Hav, hvis hydrografiske Forhold var forskellige fra dem, der nu hersker i de Have, som omgiver Danmark, og af en saadan Natur, at man maa søge til sydligere Kyster for at finde nogenlunde tilsvarende faunistiske Forhold“.....Forf. samler derefter de spredte Efterretninger rundt om i Udlandets geologiske Litteratur