Geologi Og Jordbundslære
Andet bind: Danmarks Geologi

128 Den yngre baltiske Istids Aflejringer opstaar en naturlig eller kunstig dannet Klint (fx. i en Mergelgrav), der vil Regnvandet eller Frosten bringe de øverste Partier af saadanne Klinter eller Vægge til at regne ned og skride ud, saa at der snart dannes en jævn Skraaning, der hurtig bliver græsbevokset. Dette kan ses i enhver (ikke vandfyldt) Mergelgrav, hvor Væggene har henstaaet urørt i nogle Aar. Fra at være et i Reglen terningformet, skarpkantet Indhak i Bakkesiden, gaar Mergelgraven over til at blive en afrundet Fordybning, hvori Ploven snart kan trække sin Fure. Denne Afrunding af skarpe Kanter, som er saa karakteristisk for alle vore Morænelerskrænter, der ikke mere er levende Klinter, d. v. s. overalt, hvor de er overladt „til sig selv“, uden at der sker ny Bortskæringer ved Klintens Fod, har sikkert i Fortiden spillet en over- ordentlig stor Rolle og sat sine Spor ved Afglatten og „Blødgøren“ af de danske Landskabsformer, hvor Morænen er den herskende Jordart. Ved Istidens Slutning maa Jordmasserne, der var sammenskudt som Randmoræner og dybt nedskaaret og gennemfuret af Smeltevandet, have henligget som et vildt og sønderrevet Landskab, med stejlt staaende Bakkesider, gabende Jordrevner og dybe Slugter, saaledes som man kender det bl. a. fra S. Hedin’s Beskrivelser af de unge, delvis under Dannelse værende Morænelers Masser i Thibets Højland. Men i danske Jordarter er skarpe Kanter og stejle Kløfter en i Længden uholdbar Til- stand, og snart har Bankerne ved Udskriden og Udgliden antaget de bløde afrundede Former, som nu karakteriserer det danske Landskab selv i de mest bakkede og „urolige" Egne. Det er sandsynligt, at meget af de i de øverste Jordlag forekom- mende Forskydninger, som man i den „moderneste“ Geologi er tilbøje- lig til at tilskrive, dels Istryk under „ Oscillationer“ af Isranden, dels endog geotektoniske Forstyrrelser (Jordskorpebevægelser), i Virkelig- heden kun skyldes Udskridninger af Lagene, efter at Isen havde forladt Landet. Japetus Steenstrup har for mange Aar siden gjort opmærksom paa den store Rolle, saadanne Udskridninger af Lagene tidligere har spillet her i Landet, og gennem Undersøgelser i Thibet, paa Falklands- øerne m. fl. Std., hvor Moræneleret dels endnu er under Dannelse, dels er dannet for saa kort Tid siden, at Landskabet endnu ikke er gaaet til Ro, har man i den nyeste Tid haft Lejlighed gennem paalidelige For- skere (S. Hedin, J. G. Andersson, forskellige af de amerikanske Geo- loger) til at erfare, i hvor overordentlig stor en Udstrækning der kan foregaa en saadan Nedstyrtning og Udgliden af Jordlagene, der af Is og Vand er bragt i ustadig Ligevægtstilstand. Moræneleret selv har egentlig ikke stærk Tilbøjelighed til at skride ud og kan, som nævnt, i Strandklinter, i Vægge, i Mergelgrave og i