Geologi Og Jordbundslære
Andet bind: Danmarks Geologi

ILJI 1 L '-1-11 11111111 111 111 • 1......................................................................................................................-.......................................................................................................................................................................... Møens Klint 133 retninger paa paagældende Sted, er Klintdannelsen et i Hovedsagen af meteorologiske Faktorer betinget Fænomen og har forsaavidt intet med de geologiske Forhold at gøre ud over det, at Materialet i Bakken, hvoraf Klinten opstaar, maa være af en saadan Art, at det tillader Fig. 49. Parti af Møens Klint fra Vidskud (til venstre) over Lille Stejlebjerg til Store Stejlebjerg (til højre) (efter J. F. Johnstrup). Klintdannelse. Vi ser derfor ogsaa, at der gennem den postglaciale Tid, ja gennem saa korte Tidsrum, at det ligger inden for en enkelt Mands Erfaring, er opstaaet ny Klinter og gamle Klinter kommet i Ro, efter- som Vind- og Strømretning er skiftet. Ved Klintdannelsen i og for sig er der altsaa næppe noget særligt at bemærke ved Møens Klint fremfor ved de mange andre danske Kystklinter. Men Lagene i Møens Klint frembyder dog Forhold, som er vanskelige at tyde. Forskellige Forskere har Tid efter anden fremsat forskellige Hypoteser om disse Forhold. J. F. Johnstrup udviklede paa det skandinaviske Naturforskermøde i København i 1873 sine Anskuel- ser derom, ved hvilke vi vil opholde os lidt. I ovenstaaende Fig. 49 er 'Fig. 50. Dronningestolen, Møens Klint (efter J. F. Johnstrup). efter Johnstrup gengivet et Stykke af Møens Klint fra „Vidskud“, forbi „Lille Stejlebjerg“ til „Store StejlebjergLængere mod Syd — til venstre for Profilet — findes de Partier, der kaldes „Hundevængsklint“ og „JættebrinkenMod Nord — til højre for Profilet— „Graaryg“ og „ Dronningestolen hvilket sidste Parti er gengivet (efter Johnstrup) i hosstaaende Fig. 50. Johnstrup beskriver Forholdene omtrent paa føl-