Geologi Og Jordbundslære
Andet bind: Danmarks Geologi

150 Afsmeltningstiden Om Fladerne anfører Dalgas bl. a. følgende med Henvisning til det af ham tegnede Kaart: 1) Den 12 Mil store Karup flade, i hvis Midte Karupaa, og i hvis vestre Udkant Holstebroaa løber, og som i Nord støder paa Vrou og Sevel Bankerne, i Øst paa Terning og Stenholtbankerne, i Syd paa Faurholt- og Bording-Øerne. 2) Den 7 Mil store Paarup-Brandeflade, hvori findes Kidde- risaa, Holtumaa, den første Trediedel af Skernaa og Brandeaa . . . 3) Den 15 Mil store Sønderommeflade, hvori Resten af Skernaa samt Sønderommeaa og Grindstedaa løber . . „Og endelig ligger der langs og indenfor Nissum- og Ringkøbing- Fjord en lang Fladestribe af 1 å 2 Mils Bredde, som imidlertid i indre Beskaffenhed ikke er saa lidet forskellig fra de øvrige Flader, men hvis ydre Overfladeforhold aldeles stemmer med disse. Med Undtagelse af det sidste Fladeparti.....er alle Fladerne over- alt aldeles ens, baade med Hensyn til deres Udseende og Bestanddelene af de øvre Jordlag; overalt en tynd Lyngskjold, der efterhaanden gaar over i det graalige Blysand og derunder fast Sandahl af brun eller sort Farve, hvilende paa gulrødt usammenhængende Sand, der som oftest har stor Dybde, inden man træffer paa andre Jordarter“. Forekomsten af Ahlen i Hedefladerne havde for Forchhammer spillet en meget stor Rolle ved den geologiske Tydning af disse Dannelser. F. opførte Ahlen som en hel særlig Formation „ Ahlformationen“ og mente, at det var en marin Dannelse, „frembragt ved en almindelig Oversvøm- melse". Dalgas viste, at denne Paastand var uholdbar, og at Ahlen er, hvad vi nu vil kalde en Konkretionsdannelse opstaaet paa selve det paagældende Sted og atter i Stand til at forsvinde ved passende For- holdsregler. Han skriver: „Hvad er naturligere at antage, end at Lyng- skjoldens Humussyrer i sin Tid har opløst Jerniltet i det nuværende Bly- sand og derfor affarvet det, og at denne Opløsning er sivet gennem Sandet, indtil den, mættet med Jernilte fra Sandkornene, har aflejret sig som et uopløseligt Jernsalt mellem Sandkornene i det nuværende Ahl- lag“. Denne Opfattelse har i enhver Henseende vist sig at være kor- rekt, som den nærmere Omtale af disse Forhold under Jordbundslæren i III. Bd. vil vise. Dalgas anfører yderligere: „Bakkeøerne tiltrækker sig altid Ens særlige Opmærksomhed, naar man bevæger sig paa Fladerne. Langt ude i den havlignende Lyngørken ser man en ophøjet Genstand om- trent som en omvendt Terrin paa et stort Bord.....Kommer vi nær- mere, finder vi, at det er en stor Bakke, som fra alle Sider pludselig hæver sig op af Fladen, at Bakkens Sider er grønne, altsaa dyrkede at