Geologi Og Jordbundslære
Andet bind: Danmarks Geologi

Afsmeltningstiden: Storebæltgletscheren 157 moræner den ene bag den anden. Forf. mener at kunne paavise i det mindste fire (maaske seks) saadanne vel udprægede Rand- eller Ende- moræner for denne Storebæltgletscher. Vi finder dem nu kun som Rester af de tidligere sikkert betydelig større og mere sammenhængende Morænedrag, da Erosionen og Havets Bølger og Strømninger har gjort, hvad de kunde, for at udslette de fremstaaende Rygge. Men de er dog endnu let kendelige, naar man vil eftersøge dem i Terrænet. Paa Stræk- ningerne under Havets Overflade, hvor Geologerne endnu ikke plejer at færdes, maa man tage Søkaartene og Lodlinen til Hjælp. Disse fire Morænebuers Rester er nu repræsenteret i Sjællands Odde, Sejrø, Refsnæs og Asnæs og i disse Voldes Fortsættelse til Lands i forskel- lige Bakkestrøg og til Søs i de langt udragende Grunde. De til disse Moræner svarende „Hedeflader“ vilde meget smukt komme til Syne ved en meget ringe Forskydning af Strandlinjen ved en Hævning af knap 20 M. I det lille Oversigtskaart Fig. 59 er givet en skematiseret Fremstil- ling af disse Forhold og i Fig. 60 en mere detailleret Gengivelse af en Del af den paa Fig. 59 gengivne Strækning. Det vil føre os for vidt paa dette Sted at gennemgaa alle de enkelte Forhold, der har ledet til Klarlæggelsen af de nævnte Spor af Store- bæltgletscheren, men der kan dog nævnes følgende, da det giver et lærerigt Eksempel paa, hvorledes en saadan Undersøgelse kan skride frem gennem Arbejde fra forskelligt Hold. Allerede ved Undersøgelserne i 1897 over de adskilte Moræner i Nordfyn og paa Samsø kunde man faa en Mistanke om, at der havde været en saadan Storebæltgletscher, og ved den tidligere omtalte Be- skrivelse af Forholdene paa Langeland (1904) blev fremskaffet yder- ligere Momenter til Belysning af Spørgsmaalet, men Samsøbeskrivel- serne drejer sig om nogle af de første og nordligste mere i Udkanten beliggende Dele, og Langelandsbeskrivelserne omvendt om de aller- sidste og sydligste Tegn paa Storebæltgletscherens Virksomhed. Imid- lertid havde V. Milthers for en halv Snes Aar siden ved Undersøgelserne paa Sjælland faaet Lejlighed til direkte at paavise Gletscherens Spor. Han viser, hvorledes Tissø har været opdæmmet mod Vest, saa at Af- løbet fra Tissø og Søen i „den lille Aamose", der gik i et med Tissø, maatte søge ud mod Nord gennem Brejningeaa og Saltbæk Vig, „medens Hovedmængden af den Ismasse, der opdæmmede Tissø, antagelig har ligget som en betydelig Istunge, der fra Syd paa et forholdsvis sent Tidspunkt af Afsmeltningen trængte op gennem Storebæltsbassinet“ t7). Hvad nu selve Morænerne fra Storebæltgletscheren angaar, kan an- føres, at Morænestrøget „Sjællands Odde“, der mod Øst gaar ind i