Geologi Og Jordbundslære
Andet bind: Danmarks Geologi

164 Afsmeltningstiden: Indsøer og Hulker jevnlig spredt i hundredevis over en Morænelerflade og kan altsaa op- fattes som et indirekte Vidnesbyrd om tidligere Isbedækning. Det er sandsynligt, at adskillige af de Hulninger i Terrænet, som nu indtages af vore Indsøer, ligeledes oprindelig stammer fra Tilstede- værelsen af „døde Bræer“, der ved Afsmeltningen af Isstrømmens Ho- vedmasse er blevet glemt eller gemt i en af Isstrømmen udhulet eller af Vandstrømmene under Isen udskyllet Dal*). Mange Steder er Søernes Bund beliggende under Havfladen og langt under Bunden af det Afløb, som fører eller har ført deres Vande bort. Saaledes ligger Fure- søens Overflade c. 20 M. over Havet, men dens Bund c. 18 M. under Havets Overflade. Esromsøens Overflade paa -f- 9 M., dens Bund paa -j- 12 M. o. s. v. Søernes Overflade har endda de fleste Steder ligget meget højere og deres Bund dybere end nu, hvad der viser sig ved, at der langs Søbredderne findes højere liggende Grusterrasser, der er dannet under en højere Vandstand, inden Afløbet fik skaaret sig ned i Afløbsdalen, medens Bunden af Søerne siden Istiden er blevet over- dækket med Alluviallag. Indsøer kan dog være dannet paa andre Maader fx. ved Afspærring af Afløbet i Dalstrøg ved Tilsanding eller Tilgroning, som Lagunesøer ved Havet og paa anden Vis, men dette vedrører alt- saa ikke Afsmeltningstiden. B. Flodgrus og Aadale. Ved Isens Afsmeltning blev Danmark liggende tilbage som nøgne Grus- og Lerbanker, udsat for Sandflugt, Skred og det strømmende Vands Paavirkninger. Rundt om i de Dele af Landet, som i det senglaciale Tidsrum ikke var nedsænket under Havet, træffer vi derfor ogsaa mangfoldige Vidnesbyrd om de nævnte Natur- kræfters Virksomhed. Navnlig gælder dette i høj Grad det rindende Vand. Vandstrømmene, der opstod ved Bortsmeltningen af Landisen, furede Landets Overflade, og Nedbøren har sandsynligvis ogsaa til visse Aarstider været stærk. Aaernes Vandføring har derfor den Gang været meget større end nutildags, og som et Vidnesbyrd herom har man mange Steder vide og dybt nedskaarne Aadale og højtliggende Terrasser og Banker af Aagrus. Mange Steder er disse Dale helt døde, d.v.s. der løber nu ikke engang i Tøbrudstider Vandløb i dem. Andre Steder er Dalene døende, d. v. s. de vokser ikke mere, men der løber dog endnu i dem Resterne af det Vandløb, som i Afsmeltningstiden ud- dybede Dalen. Ofte findes der i Bunden af saadanne døende Dale groft stenet Flodgrus fra Afsmeltningstidens rivende Elve, der ovenpaa fint Sand og Ferskvandsler fra senere Tiders rolige Vandløb og atter ovenpaa disse Aflejringer betydelige Lag af Kærmosetørv og Dynd, gennem hvilke den nuværende Aa langsom snor sine Vendinger. *) En saadan Udskylning kaldes Evorsion af det lat. evoro: jeg æder væk!