Geologi Og Jordbundslære
Andet bind: Danmarks Geologi

Afsmeltningstiden: Ishavslag 163 Til Bundaflejringen: Yoldialer svarer der Kystdannelser saasom Strandgrus i hævede Havstokke og Terrasser, der er afsat langs det da- værende Ishavs Kyster c. 50 Meter over Havets nuværends Vandspejl. A. Jessen har i Enkelthederne forfulgt disse hævede Kystmærker i Vend- syssel og fremdrager som det almindelige Resultat af sine Undersøgelser følgende51): „Skønt Bestemmelsen af det senglaciale Havs Grænser og dermed Størrelsen af Landets Hævning paa Grund af de lokale Forhold er tem- melig mangelfuld, og skønt det kun paa enkelte Steder med nogenlunde Sikkerhed kan siges, at den fundne Kystlinje repræsenterer Havets største Udbredelse, kan man dog som Helhed se en vis Regelmæssig- hed i Kystlinjernes Højde over Havet, idet denne er størst mod Nordøst i Egnen ved Frederikshavn (56—58 M.) og herfra aftager meget hurtig mod Sydvest, saaledes at den ved Sydenden af den store, østlige Bakkeø (hermed menes Øst-Vendsyssel) næppe er mere end 35—36 M. og endnu mindre i Kaartbladet „Løkkens" sydlige Del. Dette vil med andre Ord sige, at Landets Hævning siden den senglaciale Tid har været for- skellig paa de forskellige Steder11..... Zirphaealag. Som paavist af K.J. V. Steenstrup findes i det nordlige Vend- syssel ovenpaa Yoldialeret en særegen Havaflejring, der gaar op til 20—25 M. over Havets nuværende Vandspejl. Denne Aflejring fik Navnet Zirphaealaget efter de i den forekommende Levninger af Muslingen Zirphaea crispata. Denne Af- lejring er i Vendsyssel først begyndt at afsætte sig efter Istidens Slutning, og efter at Yoldiahavets Aflejringer allerede var hævet et godt Stykke til Vejrs. Det er en Stranddannelse, der indeholder Skaller af Bløddyr, som er hjemmehørende i noget varmere Vand end den egentlige Yoldiafauna. Ferskvandsdannelser fra det senglaciale Tidsrum. A. Indsøer og Hulker. Fra Nutidens store isdækkede Omraader ved vi, at naar Isstrømmen smelter bort, hænder det ofte, at der bliver liggende tilbage store Isklumper, ja Kvadratmile store Is-øer, de saa- kaldte „døde Bræer“ (1. Bd. S. 191). De er ofte bedækket med et Jordlag og kan, som man har iagttaget i det nordligste Amerika, hen- ligge i Aarhundreder, saa at der endog kan gro Skov ovenpaa en saadan i Ordets egenligste Forstand bundfrossen Jordbund. Naar de tøer op, bliver der et i Reglen vandfyldt Hul paa Ismassens Plads. Som omtalt (1. Bd. S. 205) kender man mange Steder fra Danmark og Udlandet ejendommelige ofte cirkelrunde Huller: dybe Hulker uden Afløb, som maa antages at være opstaaet paa denne Maade. Hulkerne forekommer ii*