Geologi Og Jordbundslære
Andet bind: Danmarks Geologi

166 Afsmeltningstiden: Sandflugt ledning til en Terrassedannelse i det smaa. Døde og døende Aadale fra Afsmeltningstiden træffes mange Steder i Danmark, i Særdeleshed i Midt- og Østjylland, dog ogsaa paa Øerne. Saaledes findes der i Nord- sjælland mellem Byerne Gandløse, Slagslunde, Stenløse og Viksø et i denne Henseende meget interessant Terræn. Det danner en temmelig jevn og ensformig Slette dækket af Moræneler, men heri er nedskaaret 20—25 M. dybe Slugter, der nu dels er fuldstændig uden Vandløb, dels endnu gennemrislet af et lille Aaløb, der trægt baner sig Vej over den tørvedækkede Dalbund, og hvis ringe Størrelse staar i et saa fuldkom- ment Misforhold til Slugtens Dybde, at Beskueren snart maa blive klar paa, at Slugten er dannet under ganske andre Naturforhold end de nu- værende*52). I omstaaende Fig. 62 er gengivet et lille Stykke af dette Terræn. Man vil se, hvor sønderskaaret det oprindelig helt af Diluvial- dannelse — Moræneler og Grus — dækkede Højdeplateau er blevet ved Vandstrømmenes Virksomhed under Afsmeltningstiden. Dalstrøgene mellem Bakkerne er nu i Reglen i Bunden dækket med Tørvelag eller andre Ferskvandsaflejringer fra postglacial Tid. Skridning af Jordlagene har sikkert spillet en meget stor Rolle i den senglaciale Tid, som allerede omtalt S. 128. Kun herved faar man en rimelig og naturlig Forklaring paa de mange overfladiske Spring og Forskydninger i Jordlagene, som ofte findes i vore Ler- og Grusgrave. De kuplede, afrundede Former, der nu oftest karakteriserer det danske Landskab paa Øerne og i Østjylland, har upaatvivlelig for en ikke ringe Del faaet sin sidste Modellering og Udglatning ved Udskridning af Lagene i Forbindelse med Regnvandets og Frostens udjevnende Ind- flydelse paa Overfladen. Sandflugt har ligeledes været af Betydning i den senglaciale Tid paa Steder, hvor Jordbunden bestod af løst Materiale, men det er selv- følgelig ikke let at eftervise med Sikkerhed, at Sporene af Sandflugt netop stammer fra den senglaciale Tid og ikke fra de efterfølgende Tidsrum. Som E. Warming har fremhævet, kunde man maaske tro, at i et arktisk og fugtigt Klima, som det der herskede i den senglaciale Tid i Danmark, kunde Sandflugt og Klitter ikke udvikle sig, fordi Vandet bandt Sandkornene sammen. „Dette er dog ikke Tilfældet. Vi kender Klitter fra Grønlands Vestkyst og i langt større Stil fra Østkysten nær Scoresby Sund (efter C. Kruuse og N. Hartz), og Pohle omtaler høje Klitter fra det hvide Hav, hvor der dog hersker svære Taager. Mun- dingerne af Kanins*) Floder er omrammede af Klitter, som er blæst sammen af de i Ebbetiden tørliggende Sandbanker og stadig skifter Plads efter Vandretningen “ 53). Senglacial Sandflugt har navnlig som omtalt *) Kanin, en Halvø ved „det hvide Hav“.