Geologi Og Jordbundslære
Andet bind: Danmarks Geologi

Afsmeltningstiden: Planter og Dyr 167 S. 155 spillet en Rolle paa de store den Gang nøgne Strækninger, som nu udgøres af de lyngdækkede Hedeflader i Jylland. Plante- og Dyrelevninger fra det senglaciale Tidsrum. De rindende Vande, der spillede en saa stor Rolle i den senglaciale Tid, af- lejrede mangfoldige Steder i daværende Søer og Lavninger Lag af fint Ferskvandssand, Ler og Dynd. Disse Lag er oftere senere blevet over- lejret af Tørv, saa at de senglaciale Lag maa søges paa Bunden af Tørvemoserne; andre Steder ligger derimod Aflejringerne hen uden at være dækket af yngre Lag. Da saadanne Lag af stenfrit Ler har en meget udstrakt Anvendelse til Teglværksbrug, bliver de senglaciale Af- lejringer derfor ofte tilgængelige i Teglværksgravene. Hele Landet over og langt uden for Danmarks Grænser i Nabolandene har man paavist i de senglaciale Lag Levningerne af et ejendommeligt Plantesamfund, som tyder paa barske, helt arktiske Klimatforhold. Den første Opdagelse heraf skyldes A. G. Nathorst, der i 1870 i en Lergrav ved Alnarp i Skaane fandt en Del Plantelevninger indlejret i Ferskvandsleret. E. War- ming beskriver dette paa følgende Maade: „Det slog ham (Nathorst), der lige var vendt hjem fra en Ekspedi- tion til Spitsbergen, at det var jo de almindelige Polarplanter, der her laa i Leret, nemlig: Dværgbirk (Betula nana), Fjældsimmer (Dryas ocio- petala) og tre Polarpile (Salix herbacea, S. polaris, S. reticulata). 1871 gennemsøgte han derpaa i Forening med Japetus Steenstrup danske Ferskvandslerlag ved Teglværker og lignende Steder, og de samme Arter genfandtes flere Steder. Steenstrup fortsatte og paaviste dem efterhaanden paa en Mængde Steder i Sjælland, Bornholm, Møen og Vendsyssel, fandt desuden en anden Polarplante Saxifraga oppositifolia. Nathorst fortsatte med stor Energi sine Undersøgelser over denne Po- larflora i Europas Ferskvandsler, og en hel Del flere Arter opdagedes; mange andre Botanikere i Sverrig, Finland, Norge, Tyskland, England og Schweiz tog det samme Studium op, og her i Danmark gav John- strup, Milthers og Grömvall vigtige Bidrag i samme Retning, men de allervigtigste og betydningsfuldest© her hos os skyldes dog N. Hartz. Den samme Polarflora om end ikke allevegne med de samme Arter ligger overalt i de nævnts Lande begravet i Fcrskvandslcrdannelser. Klimaet i denne Periode, som jeg (E. Warming) vil kalde Tundratiden, maa derefter have været arktisk, efter Gunnar Andersson med en Juli- temperatur af 6—9° C.“*). Væsentlig i samme Retning af arktisk Klima peger de forskellige Dyrelevninger, der er fundet i Lerlagene sammen med de omtalte Planter. Dette gælder særlig blandt Pattedyrene Rensdyret, hvoraf der *) Danmarks Middeltemperatur i Juli er nu c. 16°.