Geologi Og Jordbundslære
Andet bind: Danmarks Geologi

Postglacial Tid: Planter, Dyr og Klima 189 geologiske „Perioder1* været en jævn Overgang eller snarere en stadig Række af mindre Svingninger, hvorigennem Forandringerne er blevet fuldbyrdet. At de stedfundne Vegetationsskifter i det væsent- lige skyldes stedfundne klimatiske Forandringer er ifølge den nyere Tids Undersøgelser ganske utvivlsomt. Da Steen- strup løste Opgaven i 1837, var Istidsteorierne kun i deres allerførste Begyndelse, og det varede næsten 30 Aar endnu, inden de blev antaget af de ledende Geologer herhjemme, men allerede førend dette var sket og i endnu langt højere Grad herefter, havde man lært at knytte Vegetationsskifterne sammen med mange andre Forhold i den post- glaciale Tid. Lige fra 1837 til sin Død i 1897 arbejdede Steenstrup Fig. 70. Skematiseret Tværsnit af en Skovmose. a Dryasler; b Bævreasplaget; c Fyrrelaget; d Egelaget: e Ellelaget; f Moræneler; g Sand. utrættelig paa at samle ny Oplysninger om Danmarks Naturhistorie i den postglaciale Tid. Det var nu navnlig den uddøde Dyreverden af Pattedyr og Fugle, der beskæftigede ham, saaledes som den gav sig til Kende ved Knogler i Moser, Ferskvandsler og i Stenalderens Køkken- møddinger. Senere er disse Undersøgelser blevet fortsat ved Samarbejde mellem en Mængde forskellige Forskere, blandt hvilke man bør nævne H. Winge for Hvirveldyrenes Vedkommende og for Saltvandsmollusker- nes C. G. Joh. Petersen foruden flere andre. Steenstrup havde allerede paa et tidligt Tidspunkt klarlagt næsten alle Former i den uddøde Dyre- verden, og de nyere Forskninger har i saa Henseende ikke haft meget at tilføje, men de har bidraget særdeles meget til at lokalisere disse Former i bestemte Lag og Aflejringer, saa at der nu er større Klarhed over Sammenhængen mellem de forskellige Perioder. Af meget stor Betydning ogsaa i geologisk Henseende er det, at Arkæologen Sophus Muller ved Undersøgelser vedrørende Danmarks forhistoriske Arkæologi, der paa mange Punkter har Betydning for og Berøring med Geologien, har indført eksakte naturvidenskabelige Undersøgelsesmetoder, saa at Fundforholdene og Tingene selv faar Lov til at tale deres eget udtryksfulde Sprog, der hvor Arkæologerne