Geologi Og Jordbundslære
Andet bind: Danmarks Geologi

 Postglacial Tid: Planter, Dyr og Klima 191 Forsker Ernst Schdff, at i Vinteren 1898—99 blev Jordbunden i Skov- egnene i det nordostlige Tyskland meget opblødt paa Grund af Tøbrud og deraf følgende Oversvømmelser. Herved omkom alene i Distriktet Tawellningken i preussisk Litauen 68 Stk. Elsdyr ved Drukning og ved at gaa i Sænk. Det berettes, at 19 af disse Dyr var stærke Elgtyre. Fra Fyrreskovenes Tid, men dog levende helt ned i Egetiden kendes forskellige vilde Okseformer. Af disse er navnlig Uroksen Bos taurus urus mærkelig. Dens Knogler findes i Moserne og af og til i den ældre Stenalders Køkkenmøddinger. Den er dog tidlig udryddet her i Dan- mark og Mindet om den kun bevaret i taagede Sagn. Andet Steds fra har man dog virkelige Efterretninger fra Folk, der har set disse Dyr i levende Live. Julius Cæsar giver i sin „De bello gallico“ en meget ma- lende Beskrivelse af de vilde Dyr, der paa hans Tid levede i „den her- cyniske Skov“, d. v. s. i de udstrakte Skovegne i Mellemtyskland. Han fremhæver særlig Enhjørning*), Elsdyr og Urokser. Cæsar beretter følgende**): I den hercyniske Skov bor der mange Slags vilde Dyr, som ikke ses i andre Egne. Blandt dem, som især adskiller sig fra de øvrige og som bør huskes, er Enhjørning, Elsdyr og en tredie Slags Dyr, der kaldes Urokser. De er i Størrelse kun lidet mindre end Elefanter, af Art, Farve og Skikkelse ligner de Tyre. De er meget stærke og hurtige og skaaner hverken Mennesker eller Vilddyr, naar de faar Øje paa dem. Indbyggerne fanger dem i Faldgruber og er meget ivrige efter at dræbe dem. De unge Mænd øver sig i denne Slags Jagt og hærder derved deres Legeme. De, som har dræbt de fleste Dyr, vinder stor Berømmelse, medens Hornene, som er et Vidnesbyrd om Jagtdaaden, bliver bragt hjem i et højtideligt Optog. Ikke engang naar de bliver fanget som smaa, kan de vænne sig til Mennesker eller tæmmes. Hor- nenes Størrelse, Form og Udseende afviger meget fra Horn hos Tamkvæget (hos Romerne). Naar Jægerne med stor Møje har skaffet sig Uroksehornene, bruges de som Drikkehorn ved deres herligste Gæstebud, efter at Randene er beslaget med Sølv". Fra Middelalderen haves flere Vidnesbyrd om den Bedrift, det blev anset at være, naar en Urokse blev nedlagt. De blev efterhaanden ud- ryddet i de mere civiliserede Egne. Nogle af de sidste Efterretninger om levende Urokser haves fra Siegmund Freiherr v. Herberstain, der som østrigsk Gesandt fra 1517—1553 foretog over en halv Snes Rejser til Polen og Rusland. Han har i flere latinske og i en tysk Rejsebeskri- velse givet Beretning om, hvad han saa. Fig. 71 er Gengivelse af et *) Man har en Tid lang antaget dette Dyr for et „Fabeldyr", men Cæsars Beskrivelser er meget naturtro paa de Punkter, hvor de kan kontrolleies, saa at der sandsynligvis ogsaa for Fortællingen om Enhjørningen foreligger noget faktisk, nogle antager, at det har været Rensdyr, der har givet Anledning til Be- retningen, men andre Forklaringer er ogsaa mulige. **) 6. Bog, 25.-28. Kap.