Populær Kemi
Forfatter: Odin T. Christensen
År: 1899
Forlag: DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 205
UDK: 54 (022)
ODIN T. CHRISTENSEN
DR. PHIL., PROFESSOR VED LANDBOHØJSKOLEN
MED ILLUSTRATIONER
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
98
POPULÆR KEMI
Salpeter, der sammen med Fosfor gav en Sats, som brændte roligere.
Fra den Tid stammer det store Opsving i Tændstikfabrikationen ;
flere Forbedringer blev senere indførte; saaledes undgik man Svov-
let, der ved Forbrændingen udbredte en ubehagelig Lugt, idet man
gjennemtrængte Træet med Paraffin, Voks eller Stearin, hvorved det
blev leliere antændeligt. Alligevel var disse Fosforsvovlstikker baade
giftige og brandfarlige, saavcl ved Fabrikationen som ved Anvendelsen.
Da det røde Fosfor blev opdaget, var det derfor naturligt, at man
søgte at indføre det i Tændstikfabrikationen. Dette lykkedes ogsaa
efter nogen Tids Forløb, og de nuværende »Sikkerhedstændstikker«
er fri for Fosfor. De dannes af paraffineret Træ; paa den ene
Ende af Træet anbringes en Sats, der kan have forskellig Sammen-
sætning, men som indeholder iltrige Stoffer og Svovlforbindelser,
f. Eks. en Blanding af klorsurt Kali, tvekromsurt Kali, Mønnie og
Svovlantimon; Fosfor findes ikke paa selve Tændstikken; denne tæn-
des ved at stryges mod en Flade, som er overtrukket med en Blan-
ding af rødt Fosfor og Svovlantimon eller Svovlkis; i Regelen kan
disse Tændstikker iøvrigt ogsaa bringes til Antændelse ved at stryges
hurtigt hen over en Glasplade eller et Stykke glat Papir. Sikker-
hedstændstikkerne indeholder altsaa ikke giftigt Fosfor, og Fremstil-
lingen af dem er derfor ikke forbunden med nogen Fare for Arbej-
derne i Fabrikkerne; dette er en af de største Fordele ved Anven-
delsen af det røde Fosfor. Tændstikkerne kan gøres glødfri derved,
at man før Paraffineringen gennemtrænger dem med en Opløsning
af Alun eller svovlsurt Magnesia (engelsk Salt).
Af Fosforets Forbindelser er Fosforsyren, den vigtigste. Flere af
denne Syres Salte, særlig dens Kalksalt, findes udbredt i Naturen,
og alle Bjergarter indeholder Spor af den, hvorfor den ogsaa findes
overalt i Jordbunden; det er allerede tidligere omtalt, at den er
nødvendig for Plantens og Dyrets Liv. Mineralerne Apatit og Fos-
forit bestaar væsentligst af fosforsur Kalk og findes flere Steder
i betydelig Mængde: de anvendes til fabrikmæssig Fremstilling
af sur fosforsur Kalk (Superfosfat), som bruges til kunstig Gødning.
Naar Fosfor brænder i fuldstændig tør Luft eller i Ilt, forener det
sig med denne til » Fosforsy reanhydrid«, en hvid, snelignende For-
bindelse, der paa 62 Dele Fosfor indeholder 80 Dele Ilt og har
Formlen P2O5; denne Forbindelse er det kraftigst vandsugende Stof,
man kender, og det benyttes derfor, hvor det gælder om at befri
Luften fuldstændig for Fugtighed. Kaster man det paa Vand, ind-
træder der stærk Varmeudvikling, og der høres en sydende Lyd.
Det forener sig nemlig med Vand og giver ved paafølgende Kogning
dermed almindelig Fosforsyre, H3PO4, som ogsaa kaldes Orthofosfor-
syre. Denne Syre faar man iøvrigt bedst ved Opvarmning af Fosfor
med Salpetersyre. Den rene Fosforsyre danner farveløse Krystaller
og er meget let opløselig i Vand; den er en svagere Syre end baade
Svovlsyre, Saltsyre og Salpetersyre, er aldeles ikke giftig og kun
i meget ringe Grad ætsende. Hvis man opvarmer den til over 200°,