Populær Kemi

Forfatter: Odin T. Christensen

År: 1899

Forlag: DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN

Sted: KJØBENHAVN

Sider: 205

UDK: 54 (022)

ODIN T. CHRISTENSEN

DR. PHIL., PROFESSOR VED LANDBOHØJSKOLEN

MED ILLUSTRATIONER

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 214 Forrige Næste
98 POPULÆR KEMI Salpeter, der sammen med Fosfor gav en Sats, som brændte roligere. Fra den Tid stammer det store Opsving i Tændstikfabrikationen ; flere Forbedringer blev senere indførte; saaledes undgik man Svov- let, der ved Forbrændingen udbredte en ubehagelig Lugt, idet man gjennemtrængte Træet med Paraffin, Voks eller Stearin, hvorved det blev leliere antændeligt. Alligevel var disse Fosforsvovlstikker baade giftige og brandfarlige, saavcl ved Fabrikationen som ved Anvendelsen. Da det røde Fosfor blev opdaget, var det derfor naturligt, at man søgte at indføre det i Tændstikfabrikationen. Dette lykkedes ogsaa efter nogen Tids Forløb, og de nuværende »Sikkerhedstændstikker« er fri for Fosfor. De dannes af paraffineret Træ; paa den ene Ende af Træet anbringes en Sats, der kan have forskellig Sammen- sætning, men som indeholder iltrige Stoffer og Svovlforbindelser, f. Eks. en Blanding af klorsurt Kali, tvekromsurt Kali, Mønnie og Svovlantimon; Fosfor findes ikke paa selve Tændstikken; denne tæn- des ved at stryges mod en Flade, som er overtrukket med en Blan- ding af rødt Fosfor og Svovlantimon eller Svovlkis; i Regelen kan disse Tændstikker iøvrigt ogsaa bringes til Antændelse ved at stryges hurtigt hen over en Glasplade eller et Stykke glat Papir. Sikker- hedstændstikkerne indeholder altsaa ikke giftigt Fosfor, og Fremstil- lingen af dem er derfor ikke forbunden med nogen Fare for Arbej- derne i Fabrikkerne; dette er en af de største Fordele ved Anven- delsen af det røde Fosfor. Tændstikkerne kan gøres glødfri derved, at man før Paraffineringen gennemtrænger dem med en Opløsning af Alun eller svovlsurt Magnesia (engelsk Salt). Af Fosforets Forbindelser er Fosforsyren, den vigtigste. Flere af denne Syres Salte, særlig dens Kalksalt, findes udbredt i Naturen, og alle Bjergarter indeholder Spor af den, hvorfor den ogsaa findes overalt i Jordbunden; det er allerede tidligere omtalt, at den er nødvendig for Plantens og Dyrets Liv. Mineralerne Apatit og Fos- forit bestaar væsentligst af fosforsur Kalk og findes flere Steder i betydelig Mængde: de anvendes til fabrikmæssig Fremstilling af sur fosforsur Kalk (Superfosfat), som bruges til kunstig Gødning. Naar Fosfor brænder i fuldstændig tør Luft eller i Ilt, forener det sig med denne til » Fosforsy reanhydrid«, en hvid, snelignende For- bindelse, der paa 62 Dele Fosfor indeholder 80 Dele Ilt og har Formlen P2O5; denne Forbindelse er det kraftigst vandsugende Stof, man kender, og det benyttes derfor, hvor det gælder om at befri Luften fuldstændig for Fugtighed. Kaster man det paa Vand, ind- træder der stærk Varmeudvikling, og der høres en sydende Lyd. Det forener sig nemlig med Vand og giver ved paafølgende Kogning dermed almindelig Fosforsyre, H3PO4, som ogsaa kaldes Orthofosfor- syre. Denne Syre faar man iøvrigt bedst ved Opvarmning af Fosfor med Salpetersyre. Den rene Fosforsyre danner farveløse Krystaller og er meget let opløselig i Vand; den er en svagere Syre end baade Svovlsyre, Saltsyre og Salpetersyre, er aldeles ikke giftig og kun i meget ringe Grad ætsende. Hvis man opvarmer den til over 200°,