Populær Kemi

KULSTOF 105 er Diamant, Grafit eller amorft Kul, kun Kulsyre, samme Vægt- mængde af de tre nævnte Stoffer giver en og samme Mængde Kul- syre ; dette viser, at de alle tre kun bestaar af Kulstof. Diamanten er det haardeste af alle kendte Stoffer; som oftest er den farveløs, men man kender ogsaa baade blaa, grønne, røde og sorte Diamanter. Den krystalliserer i regelmæssige Krystaller, har stærk Glans og er i høj Grad lysbrydende. Naar den skal bruges til Smykkesten, maa den slibes, hvilket kan kun ske ved Hjælp af Diamantstøv, fordi dette er haardere end alle andre Slibepulvere; man sliber den i forskellige Former; den mest skattede af disse er Brillanten. En Diamants Værdi er afhængig baade af dens Størrelse, dens Gennemsigtighed og dens Farvespil; den forhandles efter »Ka- rat«: 1 Karat er omtrent 1/10 Gram (1 Pund = 500 Gram); Værdien af en Diamant stiger langt stærkere end Vægten: en Diamant paa 2 Karat kostede tidligere 4 Gange saa meget og en paa 10 Karat 100 Gange saa meget som en Diamant paa 1 Karat. Diamanten er 3x/2 Gange saa vægtfyldig som Vand; den er en daarlig Leder for Elektriciteten. Paa Grund af sin Haardhed finder den ogsaa An- vendelse til Skæring af Glas (Skærediamant, »Glarmesterdiamant«) og til at skrive Mærker paa haarde Genstande (Skrivediamant) saml undertiden ved Boring i haarde Stenmasser. De vigtigste Findesteder for Diamant er Ostindien, Sydafrika og Brasilien, samt Ural og Kalifornien. Man har forsøgt at fremstille Diamant ved Kunst; Forsøget er lykkedes; den kunstige Diamant har ganske den naturliges Egen- skaber, men man faar kun overordentlig smaa Krystaller: Diamant dannes, naar man ved meget høje Temperaturer lader smeltet Jern opløse saa meget Kulstof, som det kan, og derpaa pludselig afkøler det; idet nu den yderste Del afJernet øjeblikkelig størkner, opstaar der i dets Indre et meget højt Tryk; Kulstoffet udkrystalliserer da under dette Tryk i Form af Diamant, medens det ellers ved Udkry- stallisation i smeltet Jern bliver til Grafit. Grafit eller Blyant er i Modsætning til Diamant saa blød, at den sætter Streg paa Papir. Undertiden findes den krystalliseret, men hyppigst forekommer den som graasorte, glinsende, tætte Masser. Den er 21/4 Gange saa vægtfyldig som Vand og er i Modsætning til Diamant en god Leder for Varme og Elektricitet. Ophedes den til høi Temperatur i Ilt, da kan den brænde. Fra Midten af det 16de Aarhundrede har man brugt Grafit til Fabrikation af Blyanter; til dette Øjemed maa den pulveriseres fint (slemmes), presses i stærke Presser og blandes med flnslemmet Ler til en Dejg, som derefter fra Staalcylindre presses gennem snevre Aabninger, hvorved dannes tynde Blyantsstifter, der sluttelig glødes ved 1500° i lufttæt lukkede Kar (Gratitdigler). Jo mere Ler, der tilsættes Grafitten, desto haar- dere bliver Blyanten. Stiften omgives som bekendt med et Hylster af Træ; hertil anvendes amerikansk Ceder (Juniperus virginiana). Man benytter ogsaa Grafit til Smeltedigler (blandet med lx/2—2 Gange Populær Kemi.