Populær Kemi

106 POPULÆR KEMI saa meget Ler), til Kakkelovnssværte og i Galvanoplastikkcn til Over- træk paa ikke ledende Genstande for at gøre dem ledende. Det er uforanderligt i Luften. Man finder Grafit i England, Rusland, Bayern, Bøhmen, Nordamerika, Sibirien, Kalifornien og paa Ceylon; det er ogsaa fundet i Grønland. Amorft Kulstof. Ethvert organisk Stof, hvad enten det stammer fra Dyreriget eller Planteriget, indeholder Kulstof; derfor vil de Heste Plante- og Dyrestoffer efterlade Kul, naar man opheder dem tilstrækkelig længe uden Luftens Adgang. Det Kulstof, man faar paa denne Maade, er amorft. Bring f. Eks. nogle Træsplinter, lidt tør Stivelse, eller et lille Stykke Kød ned i et snevert og tørt Reagens- glas og opvarm dette direkte over en Kogelampe; alle tre Stoffer vil da tilsidst efterlade Kul. Hvor rene de Kul er, som man faar paa denne Maade, det afhænger af det Stofs Sammensætning, som man opheder; kvælstofholdige dyriske Stoffer, f. Eks. Kød, Blod og Ben, giver kvælstofholdige Kul, der tillige indeholder Askebestand- dele, som efterlades ved Kullenes Forbrænding; askeholdige Plante- stofler, f. Eks. Træ, giver askeholdige Kul. Derimod giver kvælslof- fri organiske Stoffer, naar de kun indeholder Kulstof, Brint og Ilt, rent Kulstof. Saaledes vil rent hvidt Sukker ved Glødning uden Luftens Adgang give rene »Sukkerkul«; Harpiks, Terpentinolie, Kul- tjære og fede Olier vil ved ufuldstændig Forbrænding give en stærkt osende Flamme, hvis Sod kan opsamles og benyttes som ren Køn- røg:, denne finder Anvendelse til Bogtrykkersværte, Tusch og sorte Farver. De saakaldte Gaskul eller Retortkul, som bruges til Plader i galvaniske Elementer og i præpareret Tilstand til Kulspidser i elektriske Buelamper, er ogsaa rene Kul; de afsætter sig i Gasvær- kernes Retorter. De Kulbrinter, der dannes ved Ophedning af Sten- kullene i Retorterne, vil nemlig i Berøring med disses glødende Sider delvis spaltes i Kulstof og Brint. Kulstoffet afsætter sig paa Retor- ternes Sider og kaldes derfor Retortkul. I Modsætning til de her nævnte Kul er alle andre almindelig be- nyttede Former af Kulstof mere eller mindre urene. Trækul faar man ved ufuldstændig Forbrænding af Træ i »Miler«, saaledes som det ogsaa sker flere Steder her i Danmark (Kulsvieri, se »Den danske Stat« Sp. 334) eller ved tør Destillation af Træ i lukkede Retorter, hvorved man tillige vinder Trætjære, Træspiritus, Træeddike og Gas. Disse Kul har bevaret Træets oprindelige Form, naar de er gode, skal de brænde uden Flamme; de giver ved Forbrændingen stærkere Varme end samme Vægt Brænde. Friskt udglødede Trækul kan undertiden bryde i Brand »af sig selv« ved Luftens Indvirkning; dette har sin Grund i disse Kuls store Porø- sitet, som bevirker, at de fortætter Luftens Ilt paa deres Overflade, hvorved der indtræder en Iltning af Kullene under Varmeudvikling; denne kan blive saa stærk, at Kullene gløder. Jo højere Tempera- tur der er anvendt ved Trækullenes Fabrikation, desto vanskeligere lader de sig antænde. Den ovennævnte »Porøsitet« hos Trækullene