Populær Kemi

Forfatter: Odin T. Christensen

År: 1899

Forlag: DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN

Sted: KJØBENHAVN

Sider: 205

UDK: 54 (022)

ODIN T. CHRISTENSEN

DR. PHIL., PROFESSOR VED LANDBOHØJSKOLEN

MED ILLUSTRATIONER

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 214 Forrige Næste
KULSTOF 107 bevirker ogsaa, at de kan fortætte ildelugtende Luftarter paa deres Overflade, hvorved disse iltes af Luftens Ilt, som er fortættet samme Sted, og derved gøres uskadelige; ligeledes kan Trækul fjerne Farve- stoffer af farvede Opløsninger (se nedenfor). Dyrkul (Blodkul, Kødkul) faar man ved Forkulning af dyriske Stoffer, og Benkul ved Forbrænding af Knogler; disse Kul er kvæl- stofholdige og kan i endnu højere Grad end Trækul indsuge Luft- arter og Farvestoffer, saaledes som det senere vil blive omtalt. Benkul indeholder foruden Kul tillige fosforsur og kulsur Kalk, som er en Bestanddel af Knoglerne. Kokes er de Kul, der bliver tilbage ved Stenkullenes Ophedning i Gasretorterne ved Fremstillingen af Belysningsgas; de er allsaa et Biprodukt ved Gasfabrikationen. Cinders er de bedste Kokes og fremstilles af Stenkul ved Ophedning i særlige Ovne; den herved udviklede Gas bruges som Brændsel i selve Cindersværket. De naturligt forekommende Kul: Brunkul, Stenkul og Antracit indeholder foruden Kulstof tillige Brint og Ilt, en ringe Mængde Kvælstof samt Askebestanddele; de stammer fra fjerne Tiders Plante- verden. Brunkullene er de yngste, Stenkul og især Antracit er meget gamle Dannelser. Medens Brunkullene væsentligst stammer fra Løv- og Naaletræer, hidrører de andre fra en Planteverden, der er helt forskellig fra den nuværende, og som især har bestaaet af træ- agtige Bregner og mægtige Planter, der minder om Nutidens Ulvefødder og Skavgræs. Idet Træet er gaaet over til Kul, har det væsentligst afgivet Brint og Ilt; Mængden af disse Stoffer aftager og Kulstofmængden tiltager derfor, jo ældre Kullene er. Træ indeholder ca. 50 (Tørv 60), Brunkul 70, Stenkul 80 og Antracit indtil 94 pCt. Kulstof. Kulstof er uopløseligt i alle almindelige Opløsningsmidler. Det kan ikke smelte; derimod kan man bringe det til at fordampe, men dette sker først ved de højeste Temperaturer, man kan frembringe, nemlig ved Ophedning i den elektriske Ovn. Kulstofdampene for- tæller sig igen ved Afkøling og danner da Grafit. Amorfe Kul har forskellige Egenskaber, alt efter den Temperatur, hvorved de er fremstillede; har denne Temperatur været høj, da leder Kullene Varmen og Elektriciteten bedre, men antændes vanskeligere, end naar de er dannede ved lav Varmegrad. Trækul, Benkul og Dyr- kul er som tidligere nævnt meget porøse og har i høj Grad Evnen til at fortætte Luftarter paa deres Overflade; ogsaa lugtende Stoffer og Farvestoffer kan de indsuge; derfor bruges de ved flere Lejlig- heder, hvor det gælder om at fjerne ildelugtende Luftarter, Farve- stoffer o. a. Trækul kan saaledes bruges som Desinfektionsmiddel, fordi de indsuger de Luftarter, der dannes ved Forraadnelse; paa Kullenes Overflade er der i Forvejen fortættet Ilt fra Luften; denne Ilt ind- virker da paa de ildelugtende Luftarter og »forbrænder« dem, hvor- ved der dannes lugtfri og uskadelige Produkter. Man kan befri