Populær Kemi
Forfatter: Odin T. Christensen
År: 1899
Forlag: DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 205
UDK: 54 (022)
ODIN T. CHRISTENSEN
DR. PHIL., PROFESSOR VED LANDBOHØJSKOLEN
MED ILLUSTRATIONER
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
KULSTOF
107
bevirker ogsaa, at de kan fortætte ildelugtende Luftarter paa deres
Overflade, hvorved disse iltes af Luftens Ilt, som er fortættet samme
Sted, og derved gøres uskadelige; ligeledes kan Trækul fjerne Farve-
stoffer af farvede Opløsninger (se nedenfor).
Dyrkul (Blodkul, Kødkul) faar man ved Forkulning af dyriske
Stoffer, og Benkul ved Forbrænding af Knogler; disse Kul er kvæl-
stofholdige og kan i endnu højere Grad end Trækul indsuge Luft-
arter og Farvestoffer, saaledes som det senere vil blive omtalt.
Benkul indeholder foruden Kul tillige fosforsur og kulsur Kalk, som
er en Bestanddel af Knoglerne.
Kokes er de Kul, der bliver tilbage ved Stenkullenes Ophedning
i Gasretorterne ved Fremstillingen af Belysningsgas; de er allsaa et
Biprodukt ved Gasfabrikationen. Cinders er de bedste Kokes og
fremstilles af Stenkul ved Ophedning i særlige Ovne; den herved
udviklede Gas bruges som Brændsel i selve Cindersværket.
De naturligt forekommende Kul: Brunkul, Stenkul og Antracit
indeholder foruden Kulstof tillige Brint og Ilt, en ringe Mængde
Kvælstof samt Askebestanddele; de stammer fra fjerne Tiders Plante-
verden. Brunkullene er de yngste, Stenkul og især Antracit er meget
gamle Dannelser. Medens Brunkullene væsentligst stammer fra Løv-
og Naaletræer, hidrører de andre fra en Planteverden, der er helt
forskellig fra den nuværende, og som især har bestaaet af træ-
agtige Bregner og mægtige Planter, der minder om Nutidens
Ulvefødder og Skavgræs. Idet Træet er gaaet over til Kul, har det
væsentligst afgivet Brint og Ilt; Mængden af disse Stoffer aftager og
Kulstofmængden tiltager derfor, jo ældre Kullene er. Træ indeholder
ca. 50 (Tørv 60), Brunkul 70, Stenkul 80 og Antracit indtil 94 pCt.
Kulstof.
Kulstof er uopløseligt i alle almindelige Opløsningsmidler. Det
kan ikke smelte; derimod kan man bringe det til at fordampe, men
dette sker først ved de højeste Temperaturer, man kan frembringe,
nemlig ved Ophedning i den elektriske Ovn. Kulstofdampene for-
tæller sig igen ved Afkøling og danner da Grafit. Amorfe Kul har
forskellige Egenskaber, alt efter den Temperatur, hvorved de er
fremstillede; har denne Temperatur været høj, da leder Kullene
Varmen og Elektriciteten bedre, men antændes vanskeligere, end
naar de er dannede ved lav Varmegrad. Trækul, Benkul og Dyr-
kul er som tidligere nævnt meget porøse og har i høj Grad Evnen
til at fortætte Luftarter paa deres Overflade; ogsaa lugtende Stoffer
og Farvestoffer kan de indsuge; derfor bruges de ved flere Lejlig-
heder, hvor det gælder om at fjerne ildelugtende Luftarter, Farve-
stoffer o. a.
Trækul kan saaledes bruges som Desinfektionsmiddel, fordi de
indsuger de Luftarter, der dannes ved Forraadnelse; paa Kullenes
Overflade er der i Forvejen fortættet Ilt fra Luften; denne Ilt ind-
virker da paa de ildelugtende Luftarter og »forbrænder« dem, hvor-
ved der dannes lugtfri og uskadelige Produkter. Man kan befri