Populær Kemi

KULILTE 111 nogle er opløselige, og af disse er Potaske (kulsurt Kali), Soda (kul- surt Natron) og Hjortetaksalt (kulsur Ammoniak) de mest bekendte. Da kulsur Kalk er uopløselig i Vand, kan man paavise Nærvæ- relsen af fri Kulsyre ved Hjælp af Kalkvand (en svag Opløsning af læsket Kalk i Vand); bringer man et lille Glas med Kalkvand ned i et større Glas, som er fyldt med Kulsyre, da bliver Vandet uklart, fordi det ikke kan opløse den kulsure Kalk, som dannes af Kulsyren i det store Glas og Kalken i Kalkvandet. Aander man gennem et Glasrør ned i Kalkvand, da bliver dette uklart, hvilket beviser, at man udaander Kulsyre. Kulilte, CO, dannes, naar Kulstof brænder under utilstrækkelig Adgang af Ilt (Luft), eller naar Kulsyre passerer hen over glødende Kul, saaledes som det hyppigt sker i Magasinovnene, hvor Kullene ved Risten brænder til Kulsyre, som bagefter passerer op gennem et højt Lag glødende Kul og derved »afiltes« til Kulilte. I Labora- torierne fremstiller man Kulilte af Oxalsyre, en Syre, der findes i flere Planter, f. Eks. i Skovsyre, og som er en Bestanddel af det saakaldte Syresalt; man behandler Oxalsyren med koncentreret Svovlsyre; derved spaltes den fuldstændig og giver foruden Vand baade Kulsyre og Kulilte. Vandet holdes tilbage af den stærke Svovl- syre, Kulsyren fjernes derved, at man leder de udviklede Luftarter gennem Natron, hvormed den danner Soda, medens Kulilten ikke opløses deri. Kulilte ligner Kulsyre deri, at den er en farveløs Luftart, men er i øvrigt meget forskellig derfra. Den er saaledes langt mindre vægtfyldig og har næsten samme Vægtfylde som atmosfærisk Luft; den kan brænde med blaalig Flamme og giver derved Kulsyre, og den er i høj Grad giflig; naar Luften i et Rum blot indeholder 1—2 pCt. Kulilte, virker den giftig ved Indaanding og fremkalder Hoved- pine og Svimmelhed. De saakaldte Kuldampforgiftninger hidrører fra Kulilte; det er ikke ualmindeligt blandt Lægfolk at træffe den Anskuelse, at man dristig kan lukke Spjældet til paa Kakkelovnen for at »holde paa Varmen«, naar blot Brændselet i Ovnen »ligger i klare Gløder«, hvormed menes, at det ikke udsender generende Bøg; dette er en skæbnesvanger Fejltagelse. Naar nemlig Spjældet lukkes, strømmer der for lidt Luft og altsaa for lidt Ilt til de glødende Kul; disse danner da ikke Kulsyre, men Kulilte, som ikke kan slippe ud i Skorstenen, fordi Spjældet er lukket, og derfor trænger ud i Stuen og forgifter Luften; selv om der ingen Røg bemærkes, kan der alligevel være Kulilte til Stede, thi denne er en farveløs Luftart; ved Indaandingen optages den i Blodet og fortrænger Ilten af de røde Blodlegemer; derpaa beror dens Giftighed. Kulilte opstaar ogsaa, naar man leder Vanddamp over glødende Kul ved 800 °. Kullet forener sig med Vandets Ilt og giver Kulilte. Samtidig bliver Brinten fri; man faar altsaa en Blanding af Kulilte og Brint. Denne Blanding er brændbar; den kaldes »Vandgas« og