Populær Kemi
Forfatter: Odin T. Christensen
År: 1899
Forlag: DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 205
UDK: 54 (022)
ODIN T. CHRISTENSEN
DR. PHIL., PROFESSOR VED LANDBOHØJSKOLEN
MED ILLUSTRATIONER
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
112
POPULÆR KEMI
bruges i Tekniken til Frembringelse af meget høje Tempera-
turer.
Kulilte forener sig baade med fri og bunden Ilt ved højere Tem-
peratur. Den danner derved Kulsyre. Af denne Grund er den et
særdeles vigtigt Afiltningsmiddel og bruges ved Udvindingen af mange
Metaller af deres iltholdige Forbindelser. Jernilte vil saaledes ved
Ophedning i Kulilte give Kulsyre og Jern.
Naar Kul brænder i Svovldamp, forener det sig med Svovlet til
Svovlkulstof, CS2, en Forbindelse, hvis Sammensætning svarer ganske
til Kulsyrens, CO2. Svovlkulstof er en i høj Grad brandfarlig
Vædske, der i uren Tilstand har en modbydelig Lugt. Det koger
allerede ved 46° og dets Dampe er giftige. I Vand er det næsten
uopløseligt; det synker til Bunds deri, fordi dets Vægtfylde er højere
end Vandets. Svovlkulstof bruges som Opløsningsmiddel. Svovl,
Fosfor, Brom og Jod opløses deri; ligeledes opløser det Fedtstoffer,
Kautschuk og flere andre organiske Stoffer. Man anvender det til
at udtrække Fedt af Ben og Olie samt af P'rø (f. Eks. af Palmekærner,
Oliven, Raps o. fL); fremdeles ved Vulkaniseringen af Kautschuk (se
Side 82), til Affedtning af Uld, til Rensning af Paraffin, til Rottegift
og til Udryddelse af skadelige Insekter.
Man kender et meget stort Antal Forbindelser af Kulstof med
Brint: mange af disse »Kulbrinter« finder Anvendelse som Brændscls-
og Belysningsmidler samt til mange andre Øjemed i det praktiske
og daglige Liv; saaledes bestaar Petroleum, Terpentin, Benzin, Pa-
raffin m. ti. af Kulbrinter, ligesom ogsaa Belysningsgas indeholder
flere saadanne. De skal omtales senere.
SILICIUM eller KISEL
Si — 28.
Dette Grundstof blev opdaget i 1810 af den berømte svenske
Kemiker Berzelius. Det kendes baade som et kastaniebrunt Pulver
og som staalhaarde, sorte Krystaller. I øvrigt har det i tri Tilstand
kun ringe Betydning; stor Interesse faar det som Bestanddel af Ki-
selsyre (egentlig Kiselsyreanhydrid), som er en Illforbindelse af Sili-
cium. Kiselsyren danner dels i fri Tilstand, dels i Forbindelse med
Aluminium, Kalcium, Kalium o. fl. Hovedmassen af hele den faste
Jordskorpe. De fleste Bjergarter indeholder ca. 50 pCt. deraf. Den
smukkeste Form, hvori den optræder, er Bjergkrystal, der danner
sekssidede vandklare, søjleformede Krystaller; med violet Farve findes
den som Amelhyst, der ligesom Bjergkrystallen bruges som Ædelsten,