Populær Kemi

Forfatter: Odin T. Christensen

År: 1899

Forlag: DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN

Sted: KJØBENHAVN

Sider: 205

UDK: 54 (022)

ODIN T. CHRISTENSEN

DR. PHIL., PROFESSOR VED LANDBOHØJSKOLEN

MED ILLUSTRATIONER

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 214 Forrige Næste
112 POPULÆR KEMI bruges i Tekniken til Frembringelse af meget høje Tempera- turer. Kulilte forener sig baade med fri og bunden Ilt ved højere Tem- peratur. Den danner derved Kulsyre. Af denne Grund er den et særdeles vigtigt Afiltningsmiddel og bruges ved Udvindingen af mange Metaller af deres iltholdige Forbindelser. Jernilte vil saaledes ved Ophedning i Kulilte give Kulsyre og Jern. Naar Kul brænder i Svovldamp, forener det sig med Svovlet til Svovlkulstof, CS2, en Forbindelse, hvis Sammensætning svarer ganske til Kulsyrens, CO2. Svovlkulstof er en i høj Grad brandfarlig Vædske, der i uren Tilstand har en modbydelig Lugt. Det koger allerede ved 46° og dets Dampe er giftige. I Vand er det næsten uopløseligt; det synker til Bunds deri, fordi dets Vægtfylde er højere end Vandets. Svovlkulstof bruges som Opløsningsmiddel. Svovl, Fosfor, Brom og Jod opløses deri; ligeledes opløser det Fedtstoffer, Kautschuk og flere andre organiske Stoffer. Man anvender det til at udtrække Fedt af Ben og Olie samt af P'rø (f. Eks. af Palmekærner, Oliven, Raps o. fL); fremdeles ved Vulkaniseringen af Kautschuk (se Side 82), til Affedtning af Uld, til Rensning af Paraffin, til Rottegift og til Udryddelse af skadelige Insekter. Man kender et meget stort Antal Forbindelser af Kulstof med Brint: mange af disse »Kulbrinter« finder Anvendelse som Brændscls- og Belysningsmidler samt til mange andre Øjemed i det praktiske og daglige Liv; saaledes bestaar Petroleum, Terpentin, Benzin, Pa- raffin m. ti. af Kulbrinter, ligesom ogsaa Belysningsgas indeholder flere saadanne. De skal omtales senere. SILICIUM eller KISEL Si — 28. Dette Grundstof blev opdaget i 1810 af den berømte svenske Kemiker Berzelius. Det kendes baade som et kastaniebrunt Pulver og som staalhaarde, sorte Krystaller. I øvrigt har det i tri Tilstand kun ringe Betydning; stor Interesse faar det som Bestanddel af Ki- selsyre (egentlig Kiselsyreanhydrid), som er en Illforbindelse af Sili- cium. Kiselsyren danner dels i fri Tilstand, dels i Forbindelse med Aluminium, Kalcium, Kalium o. fl. Hovedmassen af hele den faste Jordskorpe. De fleste Bjergarter indeholder ca. 50 pCt. deraf. Den smukkeste Form, hvori den optræder, er Bjergkrystal, der danner sekssidede vandklare, søjleformede Krystaller; med violet Farve findes den som Amelhyst, der ligesom Bjergkrystallen bruges som Ædelsten,