Populær Kemi
Forfatter: Odin T. Christensen
År: 1899
Forlag: DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 205
UDK: 54 (022)
ODIN T. CHRISTENSEN
DR. PHIL., PROFESSOR VED LANDBOHØJSKOLEN
MED ILLUSTRATIONER
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
126
POPULÆR KEMI
Klor; man kan derfor »ryge med Klor« og derved desinficere et
Rum, naar man i dette henstiller Klorkalk, hvortil er sat noget
svag Saltsyre eller Eddikesyre. Kun maa man da erindre, at Klor
er giftigt at indaandc, og at det angriber Tøj o. lign.
Kalk forener sig med Svovlsyre til svovlsur Kalk, der findes i
Naturen som Gibs, CaSO4 -J- 2H2O; ogsaa Alabasl og Marienglas
bestaar af svovlsur Kalk. Sætter man fortyndet Svovlsyre til en
nogenlunde stærk Opløsning af Klorkalcium, kommer der et hvidt
Bundfald, som har samme Sammensætning som Gibs.
Ikke alene Havvand, men ogsaa Kilde- og Brøndvand kan inde-
holde Gibs i Opløsning; 1 Del Gibs kræver mindst 400 Gange
saa meget Vand for at kunne opløses; langt lettere opløses det i
fortyndet Saltsyre og i forskellige Saltopløsninger. Opvarmes Gibs
til omtrent 130°, mister det Krystalvand, og man faar derved »brændt
Gibs«, som i pulveriseret Tilstand hærdner efter Udrøring med
Vand, fordi dette forener sig med den brændte Gibs og igen danner
almindelig Gibs som en fast kompakt Masse. Brændt Gibs bruges
til Støbning af Gibsfigurer og til Gibsaftryk. Vil man f. Eks. tage
et Aftryk af en Mønt, da vikler man Papir om Randen paa denne
og helder tynd Gibsgrød — tilvejebragt ved at udrøre brændt Gibs
med Vand — paa Mønten; kort Tid efter kan man løsne Gibspladen
fra denne og har da et nøjagtigt Aftryk. Hvis Gibs ophedes til
højere Temperatur end 200°, bliver den »dødbrændt« og vil ikke
mere hærdne med Vand.
Paa Staldmure bemærker man undertiden, at der »udvitrer« fine
hvide Krystaller; disse bestaar af salpelersur Kalk, Ca(NO3)2 -s- 4H2O,
som ogsaa kaldes »Mursalpeter«; Aarsagen til at dette særlig let
dannes paa Staldmure er, at Urinen og Gødningen i Stalden leverer
de kvælstofholdige Stoffer, som er nødvendige til, at Salpeterdannel-
sen kan finde Sted (se Side 121), medens Muren leverer den for-
nødne Kalk. Ogsaa i Agerjorden dannes salpetersur Kalk; denne er
letopløselig baade i Vand og i Alkohol.
Det er tidligere omtalt, at fosforsur Kalk, Ca3(PO4)2, forekommer
saavel i Jordlag som i mindre Mængder i Jordbunden; herfra op-
tages den af Planterne, for hvilke den er et nødvendigt Næringsstof,
og gaar fra disse over i Dyrene, hvis Knogler væsentlig indeholder
dette Kalksalt. Naar Dyret og Planten dør, vender den fosforsure
Kalk tilbage til Jordbunden og begynder igen det samme Kredsløb.
Da man nu ikke paa en Ager kan bringe den samme fosforsure
Kalk tilbage, som er fjernet derfra med Afgrøden, bliver det nød-
vendigt at tilføre Jorden noget andet fosforsur Kalk. Dertil bruger
man ofte saakaldt »Superfosfat«, som er en Blanding af sur fosfor-
sur Kalk og Gibs, og som faas i Gødningsfabrikerne ved at behandle
naturlig forekommende fosforsur Kalk eller brændte Ben med Svovl-
syre. Sur fosforsur Kalk er opløselig i Vand, hvilket ikke er Til-
fældet med almindelig fosforsur Kalk.
Kiselsur Kalk findes i Naturen som Bestanddel af mange Mine