Populær Kemi

Forfatter: Odin T. Christensen

År: 1899

Forlag: DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN

Sted: KJØBENHAVN

Sider: 205

UDK: 54 (022)

ODIN T. CHRISTENSEN

DR. PHIL., PROFESSOR VED LANDBOHØJSKOLEN

MED ILLUSTRATIONER

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 214 Forrige Næste
126 POPULÆR KEMI Klor; man kan derfor »ryge med Klor« og derved desinficere et Rum, naar man i dette henstiller Klorkalk, hvortil er sat noget svag Saltsyre eller Eddikesyre. Kun maa man da erindre, at Klor er giftigt at indaandc, og at det angriber Tøj o. lign. Kalk forener sig med Svovlsyre til svovlsur Kalk, der findes i Naturen som Gibs, CaSO4 -J- 2H2O; ogsaa Alabasl og Marienglas bestaar af svovlsur Kalk. Sætter man fortyndet Svovlsyre til en nogenlunde stærk Opløsning af Klorkalcium, kommer der et hvidt Bundfald, som har samme Sammensætning som Gibs. Ikke alene Havvand, men ogsaa Kilde- og Brøndvand kan inde- holde Gibs i Opløsning; 1 Del Gibs kræver mindst 400 Gange saa meget Vand for at kunne opløses; langt lettere opløses det i fortyndet Saltsyre og i forskellige Saltopløsninger. Opvarmes Gibs til omtrent 130°, mister det Krystalvand, og man faar derved »brændt Gibs«, som i pulveriseret Tilstand hærdner efter Udrøring med Vand, fordi dette forener sig med den brændte Gibs og igen danner almindelig Gibs som en fast kompakt Masse. Brændt Gibs bruges til Støbning af Gibsfigurer og til Gibsaftryk. Vil man f. Eks. tage et Aftryk af en Mønt, da vikler man Papir om Randen paa denne og helder tynd Gibsgrød — tilvejebragt ved at udrøre brændt Gibs med Vand — paa Mønten; kort Tid efter kan man løsne Gibspladen fra denne og har da et nøjagtigt Aftryk. Hvis Gibs ophedes til højere Temperatur end 200°, bliver den »dødbrændt« og vil ikke mere hærdne med Vand. Paa Staldmure bemærker man undertiden, at der »udvitrer« fine hvide Krystaller; disse bestaar af salpelersur Kalk, Ca(NO3)2 -s- 4H2O, som ogsaa kaldes »Mursalpeter«; Aarsagen til at dette særlig let dannes paa Staldmure er, at Urinen og Gødningen i Stalden leverer de kvælstofholdige Stoffer, som er nødvendige til, at Salpeterdannel- sen kan finde Sted (se Side 121), medens Muren leverer den for- nødne Kalk. Ogsaa i Agerjorden dannes salpetersur Kalk; denne er letopløselig baade i Vand og i Alkohol. Det er tidligere omtalt, at fosforsur Kalk, Ca3(PO4)2, forekommer saavel i Jordlag som i mindre Mængder i Jordbunden; herfra op- tages den af Planterne, for hvilke den er et nødvendigt Næringsstof, og gaar fra disse over i Dyrene, hvis Knogler væsentlig indeholder dette Kalksalt. Naar Dyret og Planten dør, vender den fosforsure Kalk tilbage til Jordbunden og begynder igen det samme Kredsløb. Da man nu ikke paa en Ager kan bringe den samme fosforsure Kalk tilbage, som er fjernet derfra med Afgrøden, bliver det nød- vendigt at tilføre Jorden noget andet fosforsur Kalk. Dertil bruger man ofte saakaldt »Superfosfat«, som er en Blanding af sur fosfor- sur Kalk og Gibs, og som faas i Gødningsfabrikerne ved at behandle naturlig forekommende fosforsur Kalk eller brændte Ben med Svovl- syre. Sur fosforsur Kalk er opløselig i Vand, hvilket ikke er Til- fældet med almindelig fosforsur Kalk. Kiselsur Kalk findes i Naturen som Bestanddel af mange Mine