Populær Kemi

134 POPULÆR KEMI faste Jordskorpe. Kiselsur Lerjord forekommer i vandholdig Til- stand som Ler; dette stammer fra Forvitringen af de almindelige Bjergarter; navnlig den saakaldte Feldspath, der sammen med Kvarts og Glimmer danner Granit, giver Ler ved Forvitringen. Det reneste Ler er Kaolin eller Porcellænsjord, som i Naturen er dannet derved, at kulsyreholdigt Vand har sønderdelt Kalifeldspath; denne bestaar af kiselsur Lerjord-Kali; ved Kulsyrens og Vandets Indvirkning fjer- nes og bortskylles den kiselsure Kali, og kiselsur Lerjord eller Kaolin bliver tilbage Saadan Kaolin findes mange Steder, f. Eks. paa Bornholm, i Tyskland, Frankrig, Kina o. s. v.; den er hvid, me- dens almindeligt Ler er blaagraat (Blaaler) og bl. a. indeholder Jern. Ler er »plastisk«: det lader sig med Vand udrøre til en Dejg, som kan formes og bevare Formen efter Brænding; herpaa beror dets Anvendelse til Fabrikation af Lervarer lige fra den simple Mursten til det fineste Porcellæn. Porcellæn er den mest fuldkomne af alle Lervarer; det har mange af Glassets værdifulde Egenskaber og er i flere Henseender dette overlegent. Det er saaledes haardere og tungere smelteligt end Glas; derimod lader det sig ikke forarbejde i saa mange Former og er heller ikke gennemsigtigt. Porcellæn skal være fuldstændig hvidt i Grundniassen; det skal tillige brændes ved meget høj Temperatur; derfor maa den Lerart, som benyttes dertil, være jernfri; et Ind- hold af Jern bevirker nemlig, at Leret ved Brændingen bliver gult eller rødt og lettere smelter. Den Kaolin, som bruges til Fabrika- tion af Porcellæn, bliver først renset for grovere Indblandinger ved Slemning med Vand; derefter blandes den med finmalet og slemmet Kalifeldspath og noget slemmet Kvarts (Kiselsyre). Denne Blanding udrøres med Vand til en Dejg, som efter passende Behandling for- mes til den Genstand, som ønskes tilvejebragt. Genstanden tørres lidt efter lidt og bringes derefter i Porcellænsovnen, hvor den un- derkastes den saakaldte »Forglødning«, som foregaar ved stærk Rød- glødhcde; derved sintrer Porcellænsmassen sammen og faar en vis Fasthed, men er meget porøs. Genstanden skal derefter glaseres; til det Øjemed dyppes den i en Glasurmasse, der i det væsentligste indeholder de samme Bestanddele som Porcellænet selv, og som er udrørt med Vand til en tynd Grød. Glasurmassen hænger nu ved Genstanden, som sluttelig bringes ind i en anden Afdeling af Porcellænsovnen, hvor der er en meget højere Temperatur end i den første. Her underkastes den »Blankbrænding«, hvorved Glasur- massen smelter til et gennemsigtigt Glas, og selve Porcellænet bliver gennemskinnende. Hvis man udsætter uglaseret Porcellæn for den samme stærke Varme, som den ved hvilken Glasuren smelter, da sintrer det sammen og ophører at være porøst; i denne Tilstand har man det i Biskuit figurer. Porcellænsmaling udføres enten under eller paa Glasuren ved Hjælp af forskellige Metalilter. Almindeligt Stentøj forarbejdes af mindre rent Ler, som ikke taaler saa høj Temperatur som Porcellænet uden at smelte. Det