Populær Kemi
Forfatter: Odin T. Christensen
År: 1899
Forlag: DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 205
UDK: 54 (022)
ODIN T. CHRISTENSEN
DR. PHIL., PROFESSOR VED LANDBOHØJSKOLEN
MED ILLUSTRATIONER
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
JERN
135
brændes kun én Gang; dets Grundmasse er ikke hvid, og det gla-
seres, idet man kaster Salt (Klornatrium) i Ovnen, naar Heden er
stærkest. Saltet fordamper, og det Natrium, som indeholdes deri,
forener sig med Leret til en letsmeltelig Glasur. Fajance glaseres
enten med et gennemsigtigt eller uigennemsigtigt, tinsyreholdigt Bly-
glas; Glasuren er altsaa her forskellig fra Grundmassen (Leret);
derfor springer den let, hvilket hyppigt ses paa Fajancetallerkener,
som ofte efter nogen Tids Brug viser Ridser og Spring i Glasuren.
Det almindelige Pottemag erarbejde fabrikeres af Pottemagerier og gla-
seres som oftest med Blyglasur.
Ultramarin forekommer i Naturen som den sjeldne, smukke, blaa
Lasursten (lapis lazuli) og er en Aluminiumforbindelse. Det frem-
stilles kunstigt i stor Mængde, idet man opheder en Blanding af
Ler (Kaolin), vandfri Soda (eller svovlsurt Natron), Svovl og Trækul
uden Luftens Adgang. Man faar derved først en grøn Masse (grøn
Ultramarin), som efter Vadskning med Vand og Tørring blandes med
Svovl og ophedes hermed under Luftens Adgang, indtil det har faaet
den ønskede blaa Farve; man har da det almindelige blaa Ultramarin.
Man fremstiller ogsaa rød og violet Ultramarin, idet man leder tør
Klorbrinte over almindelig Ultramarin ved 100—150°. Alle virke-
lige Ultramariner kan kendes paa, at de ved Opvarmning med Salt-
syre mister deres Farve og udskiller geléagtig Kiselsyre; samtidig
mærker man oftest Lugt af Svovlbrinte. Ultramarin bruges til Maler-
farve; den blaa Ultramarin ogsaa til »Blaanelse«.
JERN, Fe --- 56.
(Herunder omtales: Raajern (Støbejern), Smedejern, Staal, Jernvitriol, Svovljern,
Todtenkopf, Engelsk Rødt, Myremalm, Magnetjernsten, Svovlkis, Jernsyre in. m.)
Jern er det vigtigste af alle Metaller; det findes kun i under-
ordnet Mængde i fri Tilstand, væsentligst som Meteorjern; derimod
er dets Forbindelser udbredte overalt baade i den levende og i den
livløse Natur. Blodets røde Farvestof (Hæmoglobin) er en Jernfor-
bindelse. Planten kan ikke danne Bladgrønt (Klorofyll) uden at
der tilføres den Jern fra Jordbunden. Der maa saaledes være min-
dre Mængder af Jernforbindelser til Stede overalt, hvor grønne Plan-
ter trives. Til Udvinding af Jern bruger man naturligt forekom-
mende Jernmalme; de vigtigste af disse er Forbindelser afJern med
Ilt, f. Eks. Magnetjernsten, Fe3O4, der danner hele Bjerge, f. Eks. i
Skandinavien, og hvis Navn sigter til, at den ofte har magnetiske
Egenskaber (»naturlige Magneter«), fremdeles Jernglans og Rødjern-
sten, Fe2O3, samt Brunjernsten og Jernspath, FeCO3. løvrigt findes
Jern ogsaa i mange andre Forbindelser, bl. a. som Svovlkis, FeS2,
der dog ikke egner sig til Jernindvinding, men har vigtig Anvendelse