Populær Kemi

JERN 137 Brintforbindelscr af andre Grundstoffer, som findes i Jernet, f. Eks. Kulbrinter, smaa Mængder Fosforbrinte o. a.; derfor har den Brint, der udvikles, naar almindeligt Jern (f. Eks. Søm) opløses i fortynde. Svovlsyre, altid en ubehagelig Lugt. Almindeligt Jern ruster hurtigt i fugtig Luft; det gaar derved over til Jerntveiltehydrat (se Side 139). Overfor Magneten viser de forskellige tekniske Jernsorter til en Begyndelse det samme Forhold: de bliver magnetiske, men kun Staal bevarer Magnetismen, naar Magneten fjer- nes; Støbejern og Smedejern mister den derimod hurtig. Jern har allerede været kendt i den tidlige Oldtid; det nævnes hos Homer og i Mosebøgerne, hvor der tales om Vaaben af Jern; den Gang var dette dog et kostbart Metal. Sandsynligvis benyttede man kun det Metal, der fandtes frit i Naturen i forholdsvis ringe Mængde; et Jernvaaben gik i Arv fra Slægt til Slægt og blev be- tragtet som en stor Skat. Den egentlige Udvinding af Jern af dets Malme træffer vi først i Ægypten i en temmelig udviklet Skikkelse. Jernels Udvinding af Malmene. Før den egentlige Jernudsmcll- ning finder Sted, ristes Jernmalmene; derved optager de tilstede- værende mindre iltholdige Jernforbindelser mere Ilt, Svovljern iltes til Jernilte, Kulsyre og Vand uddrives. Ved den derpaa følgende Udsmeltning skal Jerniltet berøves sin Ilt ved Hjælp af Kul; derved bliver det til Jern, som nu skal smeltes sammen og renses for ind- blandede fremmede Stoffer; disse bringes derfor ved særegne Til- sætninger — saakaldte »Tilslag« — i flydende Tilstand og danner derved cn »Slagge«, som samler sig ovenpaa det smeltede Jern. Da Jernmalmene hyppigst indeholder Kiselsyre og Lerjord som Ind- blanding, anvender man oftest brændt Kalk som »Tilslag«, fordi Kalken ved den Temperatur, der findes i Ovnen, forener sig med Kiselsyren og Lerjorden til en smeltelig Forbindelse; denne er min- dre vægtfyldig end det udsmeltede Jern og lejrer sig derfor ovenpaa dette. Udsmeltningen foregaar i saakaldte Højovne, hvis Indhold altsaa kommer til at bestaa af Jernmalm, Brændsel og Tilslag. Ov- nens Højde kan være forskellig — oftest 50—90 Fod; den mures som et Slags Skorsten af ildfaste Sten. Fra dens øverste Munding (»Gikten«) udvider Ovnrummet sig nedefter (»Kulsækken«) og indsnevres derpaa igen, indtil det forneden ender i en snevrere cylindrisk Beholder (»Stellet«). Malmene blandes med Tilslaget, kastes ned gennem Giktaabningen foroven og anbringes lagvis afveks- lende med Brændslet (Trækul, Kokes og Antracit). I Ovnens ne- derste Del (Stellet) indblæses Luft, som i Forvejen er stærkt op- varmet (400—800 o) og sammentrykket; det nederste Brændsel bliver derved iltet til Kulsyre, men naar denne passerer op gennem Kul- lene i Ovnen, mister den Ilt og bliver derved til Kulilte (se Side 111). Populær Kemi