Populær Kemi

Forfatter: Odin T. Christensen

År: 1899

Forlag: DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN

Sted: KJØBENHAVN

Sider: 205

UDK: 54 (022)

ODIN T. CHRISTENSEN

DR. PHIL., PROFESSOR VED LANDBOHØJSKOLEN

MED ILLUSTRATIONER

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 214 Forrige Næste
160 POPULÆR KEMI Gassen indeholder omtrent 50 pCt. Brint, 33—39 pCt. Sumpgas (Methan s. o.), 5—10 pCt. Kulilte og 5—10 pCt. tungere Kulbrinter, som brænder med lysende Flamme; det er disse tungere Kulbrinter, Gassen skylder sin Lysevne. Til de tungere Kulbrinter, der findes i Belysningsgas, hører Ælhylén, C2H4, og Acelylén, C2H2. Æthylén kan let fremstilles ved Behandling af Alkohol med Overskud af koncentreret Svovlsyre; det er en farveløs Luftart, der brænder med lysende Flamme og som kan forene sig direkte med Klor, hvorved den giver Klorælhy- lén, en farveløs Vædske, der fra gammel Tid kaldes de hollandske Kemikeres Olie. — Acetylen, C2H2, spiller en stor Rolle i Nutiden, fordi den kan fremstilles særdeles let og kan bruges som Belys- ningsmiddel ligesom Gas, uden at fordre Anlæg af noget større Gasværk. Man faar den nemlig ved i et særligt Apparat at dryppe Vand til Kulstofkalcium, en Forbindelse, som produceres fabrik- mæssigt i store Mængder ved Ophedning af Kokes med Kalk i den elektriske Ovn. Acetylen er en farveløs Luftart, der lugter ube- hageligt, og som under almindelige Forhold brænder med lysende og sodende Flamme; naar den strømmer ud af dertil indrettede Brændere, kan den brænde med intensivt Lys uden at sode. Den er giftig, men ikke i saa høj Grad, som man tidligere har antaget. Opheder man Acelylén til højere Temperatur, gaar den bl. a. over Benzol, C6H6, en Kulbrinte, som i stor Mængde faas af Stenkuls- tjære. Stenkulstjære er som ovenfor berørt en Blanding af Kulbrinter og Forbindelser, der indeholder Kul, Brint og Ilt (f. Eks. Karbol- syre o. a.) eller Kul, Brint og Kvælstof (f. Eks. Anilin); desuden indeholder Tjære meget tungtflygtige Bestanddele, der, naar den destilleres, bliver tilbage som en begagtig Masse og bruges til Asfalt. Den raa Tjære er vandholdig og maa, før den destilleres, saa- vidt muligt befries for Vand, fordi dette ellers kunde bevirke en eksplosionsagtig Kogning. Destillationen foretages i Kedler (Pander) af Smedejern, og man samler ofte fem forskellige Destillater, nem- lig: Raa Nafta, lette Olier, Karbolsyreolie, tunge Olier og Anthracen- olie. Der bliver Beg tilbage i Panden; dette tømmes ud, medens det endnu er varmt, og størkner derefter. De omtalte Destillater destilleres igen hver for sig, og de vundne Produkter renses. Man faar derved af den raa Nafta Benzol, To- luol og Xylol, som alle er Kulbrinter; disse faas ogsaa af de lette Olier, der dog ogsaa leverer noget Karbolsyre. Væsentligst faar man denne af Karbolsyreolien, som tillige leverer Kulbrinten Naftalin. De »tunge Olier« bruges til Desinfektion og Konserve- ringsmiddel, f. Eks. for Træ, medens Anthracenolien leverer Kul- brinten Anthracén, der har faaet vigtig Anvendelse til Fremstilling af Krapfarvestoffet Alizarin.