Populær Kemi
Forfatter: Odin T. Christensen
År: 1899
Forlag: DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 205
UDK: 54 (022)
ODIN T. CHRISTENSEN
DR. PHIL., PROFESSOR VED LANDBOHØJSKOLEN
MED ILLUSTRATIONER
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
160
POPULÆR KEMI
Gassen indeholder omtrent 50 pCt. Brint, 33—39 pCt. Sumpgas
(Methan s. o.), 5—10 pCt. Kulilte og 5—10 pCt. tungere Kulbrinter,
som brænder med lysende Flamme; det er disse tungere Kulbrinter,
Gassen skylder sin Lysevne.
Til de tungere Kulbrinter, der findes i Belysningsgas, hører
Ælhylén, C2H4, og Acelylén, C2H2. Æthylén kan let fremstilles ved
Behandling af Alkohol med Overskud af koncentreret Svovlsyre;
det er en farveløs Luftart, der brænder med lysende Flamme og
som kan forene sig direkte med Klor, hvorved den giver Klorælhy-
lén, en farveløs Vædske, der fra gammel Tid kaldes de hollandske
Kemikeres Olie. — Acetylen, C2H2, spiller en stor Rolle i Nutiden,
fordi den kan fremstilles særdeles let og kan bruges som Belys-
ningsmiddel ligesom Gas, uden at fordre Anlæg af noget større
Gasværk. Man faar den nemlig ved i et særligt Apparat at dryppe
Vand til Kulstofkalcium, en Forbindelse, som produceres fabrik-
mæssigt i store Mængder ved Ophedning af Kokes med Kalk i den
elektriske Ovn. Acetylen er en farveløs Luftart, der lugter ube-
hageligt, og som under almindelige Forhold brænder med lysende
og sodende Flamme; naar den strømmer ud af dertil indrettede
Brændere, kan den brænde med intensivt Lys uden at sode. Den
er giftig, men ikke i saa høj Grad, som man tidligere har antaget.
Opheder man Acelylén til højere Temperatur, gaar den bl. a. over
Benzol, C6H6, en Kulbrinte, som i stor Mængde faas af Stenkuls-
tjære.
Stenkulstjære er som ovenfor berørt en Blanding af Kulbrinter
og Forbindelser, der indeholder Kul, Brint og Ilt (f. Eks. Karbol-
syre o. a.) eller Kul, Brint og Kvælstof (f. Eks. Anilin); desuden
indeholder Tjære meget tungtflygtige Bestanddele, der, naar den
destilleres, bliver tilbage som en begagtig Masse og bruges til
Asfalt.
Den raa Tjære er vandholdig og maa, før den destilleres, saa-
vidt muligt befries for Vand, fordi dette ellers kunde bevirke en
eksplosionsagtig Kogning. Destillationen foretages i Kedler (Pander)
af Smedejern, og man samler ofte fem forskellige Destillater, nem-
lig: Raa Nafta, lette Olier, Karbolsyreolie, tunge Olier og Anthracen-
olie. Der bliver Beg tilbage i Panden; dette tømmes ud, medens
det endnu er varmt, og størkner derefter.
De omtalte Destillater destilleres igen hver for sig, og de vundne
Produkter renses. Man faar derved af den raa Nafta Benzol, To-
luol og Xylol, som alle er Kulbrinter; disse faas ogsaa af de lette
Olier, der dog ogsaa leverer noget Karbolsyre. Væsentligst faar
man denne af Karbolsyreolien, som tillige leverer Kulbrinten
Naftalin. De »tunge Olier« bruges til Desinfektion og Konserve-
ringsmiddel, f. Eks. for Træ, medens Anthracenolien leverer Kul-
brinten Anthracén, der har faaet vigtig Anvendelse til Fremstilling
af Krapfarvestoffet Alizarin.