Oldtidens Kunst I Danmark
II, Bronzealderens Kunst

Ottende Tidsgruppe, 128—163 37 128-163. OTTENDE TIDSGRUPPE. SLUTNINGSBLOMSTRINGEN. Paa det forud givne Grundlag og med de Midler, som dermed stode til Raadighed, skabtes endnu en Gang en ny Stil, den sidste indenfor Bronzealderen. Fuldt saa egenartet og hjemlig præget var den som noget tidligere, dertil mere opfindsomt afvexlende og med et fyldigere Ind- hold af Kunst, overlegen dygtig og rask i Behandlingen af Enkelthederne, men uden den gamle punktlige Nøiagtighed, jfr. Titelbilledet: 52. Saare fjærn Ira Begyndelsens ædle Strenghed var det en sidste, svulmende Blomstring. At den tilhørte et eget Tidsafsnit, vides, bortset ogsaa fra, hvad selve Kunsten derom tydelig siger, fra en talrig Række større Fund, hvori de herhen hørende Sager foreligge ved Siden af hverandre, men ikke hvad der hører til den forudgaaende eller den paafølgende Gruppe, kun at der som i Prydkunsten og Formerne saaledes ogsaa i Fundene ses Forbindelser baade fremad og tilbage. Det er et helt Stilforløb, som foreligger i denne Gruppe, fra dets Udspring til dets Afslutning, men som det oftest er Tilfældet, kun paa Høide- punktet fremtrædende med fuld Klarhed. Ældre og yngre Sager kunne vel adskilles indenfor de forskjellige Rækker; men saaledes blandede ere de, at en almindelig Deling af dette Afsnit ikke kan gjennemføres; dertil var Tidslængden for kort og den kunstneriske Bevægelse for hurtig fremadskridende, sandsynligvis gjennem nogle Generationer, det skulde antages et hundrede Aar. Fra Stilens Høidepunkt ere Bronzekar som: 128 og 129. Ved den ældre Form, af 7. Gruppe, er der foregaaet den For- andring, at Underdelen er stærkere udhvælvet; tillige er Stør- relsen ofte betydelig forøget, indtil et Maal af 33 Cm. fra Yderpunkt til andet. Ganske tyndt støbte og i Et, uden Sam- menføininger, ere de af et fortrinligt Arbeide, som vor Tid vanskelig kunde yde. Paa tilsvarende Maade ere de Smykkeplader, der ligesom i de forudliggende Fund ofte ledsage Bronzekarret, jfr.: 93, 9'f, forandrede i Formen, idet de ere høit hvælvede og helt igjennem udvidede, f. Ex.: 130. Saaledes ogsaa Bøilenaalene: 131, jfr. de ældre: 98—100. Bøilen bliver udvidet ved Midten, og Endepladerne hvælve sig stærkt, ligesom ogsaa Størrelsen tiltager; Pladerne kunne naa en Bredde af 15 Cm. Hermed afsluttedes Fremstillingen af denne Form, der kan følges Skridt for Skridt fra den 3. Tidsgruppe af, gjennem el halvt Aartusinde. Ved disse Bøilenaale ere Ornamenterne ophøiet støbte, hvad der ogsaa ses ved andre Former fra denne Tid1, ligesom det til en Begyndelse allerede viser sig i 7. Tidsgruppe, jfr.: 100. Hoved- sagelig er dog Prydkunsten nu som tidligere udført ved fin Punsling, særdeles fyldig udviklet og afvexlende. Gjennemgaaende dannes Mønstrene af Baand med jævnsides flnttrukne Linier; dette er det, som giver Prydkunsten dens Hovedpræg. Men umiddelbart slutter dette sig til, hvad der saaes i den forudgaaende Gruppe; kun tiltage Baandene i Bredde, og de beherske fuldstændig Mønstrene. En videre, hjemlig Udvikling er heri umiskjendelig, men paa den anden Side ogsaa en tiltagende Overensstemmelse med det mellemeuropæiske, særlig det ungarske Bronzearbeide. Denne Hovedretning i Prydkunsten at danne Mønstrene af brede Liniebaand er ganske ensartet i Norden og i den ungarske Bronzealders Kreds2. Let gjenkjendeligt som knyttet til den forudgaaende Gruppe er det frem- og tilbagebøjede Baand, der har en fast Plads under Bronzekarrenes Munding, se: 128, men ogsaa findes paa andre Sager. Mønstret er som tidligere, se: 121 og 122, men nu dannet af Liniebaand, hvad der ogsaa træffes i Mellemeuropas Bronzealder3, intetsteds dog saa ofte og saa sikkert anvendt som i Norden.