Oldtidens Kunst I Danmark
II, Bronzealderens Kunst

40 Ottende Tidsgruppe, 128—163 Art, har Tilfældighedens Præg; det maa betegnes som Udartning, fremkaldt af Ønsket om at fylde Pladsen. Paa forskjellige andre Sager spiller denne Tilføielse af Sving hængte i hinanden en endnu større Rolle og faar kun et løsrevet Stykke af det fortløbende Ornament henføres til den langt fremskredne Stil og dens Bronzekarrenes øvre Kant, under Mundingsranden, en betydelig Interesse ved, at der i den ungarske Bronzealder ses noget tilsvarende, kun endnu mere tilfældig anvendt i uregel- mæssige Sammenstillinger5. Stilens Udvikling gik i Ungarn i samme Retning som i Norden. Kun paa enkelte Kar: 138, men ofte paa andre Sager, ses et særskilt, kort Baand, hvis Ender afsluttes i det almin- delig forekommende Sving og med eller uden Dyrehoved. Dette er og maa Forfald. Paa ses oftere et Mønster af ganske anden Art end de foregaa- ende, se: 128, jævnlig ogsaa forekommende paa andre Sager. Smaa Halvkredse, mere eller mindre udfyldte med andre tætstillede Halvkredse, staa paa Række langs et retløbende Baand og modstaaende en tilsvarende Række Halvkredse; den nærmere Sammenstilling er saaledes, at Buerne danne et frem- og tilbagebølgende Baand. Som andre Grundmøn- stre kan dette dels følges tilbage i Tiden paa hjemlig Grund, dels ud til den fjærne Bronzealder i Mellemeuropa. I den forudgaaende, 7. Gruppe træffes nemlig det samme, men i simplere Form6, uden den indre Udfyldning af Halvkredsene, der i 8. Gruppe ofte er fuldstændig, og det skulde da siges, at det senere Mønster skyldes det fortsatte hjemlige Arbeide. Men i den fremmede Bronzealder ses den samme baade simplere og fyldigere Form af Mønstret7, og at der paa dette Punkt er et virkeligt Fællesskab mellem det nordiske og det fremmede Bronzearbeide, dette viser den danske Spydspids: 139 sammenholdt med fremmede, fra Schweiz og Frankrig8. Disse sidste have, ligeledes paa Spydenes Dølle, de op- og po ■o CO