Skolehygiejne
En Oversigt for Lærere

86 Dr. Axel Holst: Skolehygiene. men ogsaa saavidt muligt at virke opfriskende paa istedenfor at trætte hjernen. Disse forhold har paa det Ilte norske lægemøde i Trond- hjem i 1905 været indgaaende behandlet i et foredrag om «gymnastikens forhold i skolerne» af sanitetsmajor Mohn1. Dette foredrag er i væsentlige retninger særlig rammende, og vi skal derfor belyse nogle af de vigtigste spørgsmaal, som her kommer paa tale, ved at citere brudstykker af samme: «Ved hvert muskelarbejde,» siger Mohn, «foregaar uafladelig en hjerne- virksomhed. Jo mere komplicerte og uvante bevægelserne er, desto mere anstrængende bliver hjernens arbeide. Netop dette er tilfældet, naar børnene staar opstillet i en gymnastiksal og maa have al sin opmærksomhed koncen- treret for at udføre den forventede ordre præcis, nøiagtig og øieblikkelig paa kommandoordet. Det er derfor en grundfalsk og farlig lære, at hjernen, naar den er blevet træt efter anstrængende aandsarbeide, skulde faa fuldstændig hvile ved stærke legemsøvelser.» «Da man for over 70 aar siden indførte gymnastik i skolen, var det i form af den tyske turngymnastik med alle dens apparater. Men eleverne var aldrig saa trætte som efter en gymnastiktime. Frihed, initiativ var udelukket; der var intet liv, ingen glæde over øvelserne; selv løb, hop og sprang vakte ikke barnets deltagelse, men blev ensformige og kjedelige. Derfor betegnes dette slags gymnastik af udenlandske sagkyndige som «en forspildt skoletime og dertil en af de uinteressanteste». «Vor egen skolegymnastik er en forbindelse af den tyske turngymnastik med den svenske (Lings) gymnastik. Den er grundlagt paa rationelle fysiolo- giske principer, men viser sig at anstrænge barnet for meget. Man staar op- stillet paa linie, bevægelserne udføres samtidig paa kommando og maa ske med raskhed og præcision. Der forlanges stadig opmærksomhed, hurtig opfat- ning, uafbrudt stærk anspændthed. Ulemperne er derfor kanske ligesaa store som ved turngymnastiken; ogsaa her mangler den rette stemning; der er ikke det rette liv og den rette glæde.» Derimod falder legemsøvelser des lettere og svarer derfor des mere til sin hensigt, d. e. at udvikle legemet uden sam- tidig at trætte aanden, jo mere de formaar at fange barnets interesse. Det sidste gjælder overhovedet alt arbeide; jo mindre dette kjeder, og omvendt: jo mere det interesserer os, des mindre anstrænger det. Og vi føier til: jo mere det interesserer, des flere river det med, og des flere 1 Tidsskr. f. d. norske lægeforening 1905 s. 813 o. f.