Maaleteknik

284 tænke os Maalingen arrangeret paa en i Praksis næppe be- nyttet Maade nemlig saaledes, at vi først optog den fejlagtige Magnetiseringskurve — Nf i Fig. 73 — for Normalstangen f. Eks. ved en Solenoide og et Kompasmagnetometer, derpaa den tilsvarende Kurve for Prø- ven Pf. For Normalen er den korrekte Kurve Nr given. Ved den antydede Sammenligning vilde vi nu beregne den »rigtige Værdi« for Prøvens Magneti- seringsintensitet simpelthen ved Fig. 73. at multiplicere Normalens kor- rekte Intensitet med Forholdet mellem Prøvens og Normalens falske Værdier I'p og I'N i Fig. 73 eller vel snarere med Forholdet mellem de tilsvarende Udslag paa Magnetometret. Den heri liggende Forudsætning kan udtrykkes analytisk ved lp—I’p In—I’n lp In altsaa sagt i Ord ved, at Fejlen ved Prøve og Normal er samme Brøkdel af den rigtige Intensitet. Forudsætningen vil i Almindelighed ikke holde Stik, dersom Intensiteterne for samme magnetiserende Kraft er meget forskellige, , altsaa naar Normalens Materiale adskiller sig væsentligt fra Prøvens. Den tør heller ikke paaregnes opfyldt, hvis Prøve og Normal er af væsentlig forskellig Form og Dimension. Er derimod Dimensionerne ens, hvad i Almindelighed let realiseres, og er dertil Materialet væsentligt af samme Art i Prøvestang og Normal, maa Forudsætningen med Tilnærmelse være opfyldt og Fejlen kunne elimineres ad den antydede Vej. Ligesom ved de ovenfor omtalte »absolute« Maalemetoder har man ogsaa i Praksis ved de sammenlignende forladt den aabne magnetiske Kreds. Vi skal antyde et Par Maader,