Forplantning og Arvelighed

10 Den kønnede Formering fremtræder i sin mest udprægede Form hos Mennesket og de højere Dyr. Man kan her skelne mellem to forskellige Slags Individer, hanlige og hunlige, og en Samvir- ken mellem Han- og Hun-Individ er en ganske uundværlig Forudsætning for Frembringelse af Af- kom. Modsætningen til, hvad vi ovenfor lærte, er slaaende; det er da heller intet Under, at disse For- hold har været Genstand for Menneskenes Iagt- tagelser og Betragtninger lige fra de ældste Tider og givet Anledning til de mærkeligste Opfattelser. For den umiddelbare Iagttagelse bestaar For- plantningsprocessen hos Pattedyrene af 3 Led: 1) Parringen, under hvilken der fra Handyret over- føres Sæd i Hundyrets Kønsveje, 2) Drægtigheden, i hvilken Periode Fosteret udvikles i de samme Organer, hvor Sæden er ført ind, 3) Fødselen, hvor det nye Individ frigøres fra Moderen og bliver selv- stændigt. Disse Iagttagelser samler sig da let til en Opfattelse, der kun betragter Hundyret som en Amme, der tjener til Opfødning af Spirer, som gen- nem Sæden er overført til det. Som Vidnesbyrd om denne Forestilling kan nævnes nogle Udtalelser i en gammel indisk Lovbog: „Kvinden er som Ageren og Manden som Frøkornet; ved Markens og Frøkornets Samvirken fremkommer alle levende Væsener; udsaar man i gunstig Aarstid et hvilket- somhelst Frøkorn i en vel beredt Ager, da vil Frø- kornet udvikle sig til en Plante af samme Slags; utvivlsomt er Jorden alle Væseners første Moder, men i sin Vækst udfolder Frøet ingen af Moderens Egenskaber; i denne Jord, i samme dyrkede Ager, ville Frøkorn af forskellig Art udvikle sig hvert eftei’ sin Natur; men at man skulde saa én Plante, og en anden skulde udvikle sig, det kan ikke finde Sted". Den samme Opfattelse ligger til Grund for