Forplantning og Arvelighed
Forfatter: F. Kølpin Ravn
År: 1904
Serie: Studenter samfunds række nr. 3.
Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag
Sted: København og Kristiania
Sider: 119
UDK: 5751
Emne: Pris 1. kr.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
10
Den kønnede Formering fremtræder i sin
mest udprægede Form hos Mennesket og de højere
Dyr. Man kan her skelne mellem to forskellige
Slags Individer, hanlige og hunlige, og en Samvir-
ken mellem Han- og Hun-Individ er en ganske
uundværlig Forudsætning for Frembringelse af Af-
kom. Modsætningen til, hvad vi ovenfor lærte, er
slaaende; det er da heller intet Under, at disse For-
hold har været Genstand for Menneskenes Iagt-
tagelser og Betragtninger lige fra de ældste Tider
og givet Anledning til de mærkeligste Opfattelser.
For den umiddelbare Iagttagelse bestaar For-
plantningsprocessen hos Pattedyrene af 3 Led:
1) Parringen, under hvilken der fra Handyret over-
føres Sæd i Hundyrets Kønsveje, 2) Drægtigheden,
i hvilken Periode Fosteret udvikles i de samme
Organer, hvor Sæden er ført ind, 3) Fødselen, hvor
det nye Individ frigøres fra Moderen og bliver selv-
stændigt. Disse Iagttagelser samler sig da let til
en Opfattelse, der kun betragter Hundyret som en
Amme, der tjener til Opfødning af Spirer, som gen-
nem Sæden er overført til det. Som Vidnesbyrd om
denne Forestilling kan nævnes nogle Udtalelser i
en gammel indisk Lovbog: „Kvinden er som
Ageren og Manden som Frøkornet; ved Markens og
Frøkornets Samvirken fremkommer alle levende
Væsener; udsaar man i gunstig Aarstid et hvilket-
somhelst Frøkorn i en vel beredt Ager, da vil Frø-
kornet udvikle sig til en Plante af samme Slags;
utvivlsomt er Jorden alle Væseners første Moder,
men i sin Vækst udfolder Frøet ingen af Moderens
Egenskaber; i denne Jord, i samme dyrkede Ager,
ville Frøkorn af forskellig Art udvikle sig hvert
eftei’ sin Natur; men at man skulde saa én Plante,
og en anden skulde udvikle sig, det kan ikke finde
Sted". Den samme Opfattelse ligger til Grund for