Forplantning og Arvelighed

Forfatter: F. Kølpin Ravn

År: 1904

Serie: Studenter samfunds række nr. 3.

Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag

Sted: København og Kristiania

Sider: 119

UDK: 5751

Emne: Pris 1. kr.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 128 Forrige Næste
10 Den kønnede Formering fremtræder i sin mest udprægede Form hos Mennesket og de højere Dyr. Man kan her skelne mellem to forskellige Slags Individer, hanlige og hunlige, og en Samvir- ken mellem Han- og Hun-Individ er en ganske uundværlig Forudsætning for Frembringelse af Af- kom. Modsætningen til, hvad vi ovenfor lærte, er slaaende; det er da heller intet Under, at disse For- hold har været Genstand for Menneskenes Iagt- tagelser og Betragtninger lige fra de ældste Tider og givet Anledning til de mærkeligste Opfattelser. For den umiddelbare Iagttagelse bestaar For- plantningsprocessen hos Pattedyrene af 3 Led: 1) Parringen, under hvilken der fra Handyret over- føres Sæd i Hundyrets Kønsveje, 2) Drægtigheden, i hvilken Periode Fosteret udvikles i de samme Organer, hvor Sæden er ført ind, 3) Fødselen, hvor det nye Individ frigøres fra Moderen og bliver selv- stændigt. Disse Iagttagelser samler sig da let til en Opfattelse, der kun betragter Hundyret som en Amme, der tjener til Opfødning af Spirer, som gen- nem Sæden er overført til det. Som Vidnesbyrd om denne Forestilling kan nævnes nogle Udtalelser i en gammel indisk Lovbog: „Kvinden er som Ageren og Manden som Frøkornet; ved Markens og Frøkornets Samvirken fremkommer alle levende Væsener; udsaar man i gunstig Aarstid et hvilket- somhelst Frøkorn i en vel beredt Ager, da vil Frø- kornet udvikle sig til en Plante af samme Slags; utvivlsomt er Jorden alle Væseners første Moder, men i sin Vækst udfolder Frøet ingen af Moderens Egenskaber; i denne Jord, i samme dyrkede Ager, ville Frøkorn af forskellig Art udvikle sig hvert eftei’ sin Natur; men at man skulde saa én Plante, og en anden skulde udvikle sig, det kan ikke finde Sted". Den samme Opfattelse ligger til Grund for