Forplantning og Arvelighed

12 Vædsken. Det var da klart — mente man — at disse Smaavæsener, „Sædlegemerne” eller „Sæddyrene", var de første Spirer til den nye Organisme, som udviklede sig af dem, naar de overførtes i Hundyrets Kønsorganer. Ja enkelte Forskere mente at kunne skelne mellem Hoved, Krop og Ben i Sædlegemei’nes „Hoved”, saaledes at hvert af disse maatte opfattes som en stærkt formindsket Udgave af det voksne Individ — noget, som dog snart viste sig at bero paa meget over- fladisk Iagttagelse. Imidlertid havde Hollænderen Graaf i 1672 paa- vist, at der fandtes nogle meget smaa, blæreformede Legemer, „Æg”, i Hunnens Kønsorganer hos Patte- dyrene; de maatte nærmest sammenlignes med Æg- gene hos Fuglene og ligesom hos disse være Spirer til de nye Individer. Efter manges Mening paa de Tider skulde Sæden være af en ganske underordnet Betydning for Udviklingen; der skulde i den blot være et særligt Stof, som pirrede Æggene til Vækst; Sædlegemerne skulde ikke have nogen særlig Op- gave, og enkelte betragtede dem endog som en Art. Snyltere. De to Anskuelser fik hver sine Tilhængere, som med stor Ensidighed hævdede deres Opfattelse. Som Støttepunkter fremdroges forskellige Arveligheds- forhold. Som Vidnesbyrd om, at det var Sæden, som gemte Spiren til Afkommet, anførtes mange Tilfælde, hvor Afkommet lignede Faderen i særlig høj Grad. Andre Tilfælde, hvor Ligheden med Moderen var overvejende, fremdroges som Støtte for den modsatte Opfattelse; efter denne var jo Æggene dannede af Moderdyret, og Afkommet var da nærmest at opfatte som en Fortsættelse af dette. Men begge Parter var i stor Forlegenhed med at forklare de Tilfælde, hvor Afkommet frem-