Forplantning og Arvelighed

31 Krydsninger mellem Æble og Pære. Kommer vi endelig til de Individer, som høre til samme Art, ser vi, at de stedse give rigeligt Afkom. Forholdet er da det, at den kønnede Forplantning forudsætter et vist Slægtskab hos Forældrene. Gaar vi videre endnu, kan vi spørge, om dette Slægtskab dog ikke kan være for nært. Det er jo i Menneskesamfundet en gængs Opfattelse, at Ægteskab mellem nærbeslægtede („Sambyrd”) i sær- lig høj Grad skulde være farligt derved, at Afkom- met af saadanne Forbindelser i paafaldende Grad skulde være udsat for visse Sygdomme, som Nerve- lidelser, Idioti, Lamheder, Døvstumhed. Ved nøjere Undersøgelser har det vist sig, at saadanne Syg- domme vel kunne forekomme ved Sambyrdsforbin- delser og gentage sig i flere Slægtled, men at der paa den anden Side kan paavises talrige Eksempler paa Forbindelser mellem nærbeslægtede, som ikke har medført saadanne Følger; i Bretagne findes der en Kommune, Batz, hvor Sambyrd er Regel og har været det i lange Tider, men hvor Befolkningen alligevel udmærker sig ved Skønhed og Kraft, og hvor de ovennævnte Sygdomme er ukendte. Ogsaa fra Husdyravlen kan der vises talrige Eksempler paa, at Sambyrd eller „Indavl" har været uden skadelig Indflydelse; flere af de mest berømte Racer er netop grundlagte ved en meget intensiv Slægt- skabsavl, saaledes det engelske Korthornskvæg; her har man endog anvendt saadanne Forbindelser, som anses for absolut utilstedelige hos Mennesket, nemlig Fader med Datter, Søn med Moder, Broder med Søster. Over dette Spørgsmaal foreligger der nogle Forsøgsrækker med Rotter, anstillede af Crampes og Ritzema Bos; de fandt, at man i 18—20 Slægtled kunde drive den mest vidtgaaende