Forplantning og Arvelighed

30 Art, være mere beslægtede end de, der hører til samme Slægt, men til forskellige Arter; disse er igen nærmere beslægtede end de, der hører til forskellige Slægter osv. Naar Spørgsmaalet nu bliver om Slægtskabets Betydning for Frembringelsen af Afkom, faar dette selvfølgelig kun Betydning ved den kønnede For- plantning. Der er jo her Mulighed for, at de In- divider, hvis Kønsceller mødes ved Befrugtningen, kan have Slægtskab af megen forskellig Grad, og Opgaven bliver da at undersøge, hvilken Indflydelse dette har paa Udviklingen af Afkom. Ved Undersøgelser herover har det vist sig, at Individer, som ligner hinanden saa lidt, at de maa regnes til forskellige Familier, aldrig giver Afkom. Hører de sammenparrede Individer til forskellige Slægter, er de i de allerfleste Tilfælde ufrugtbare med hinanden; dog har man faaet Afkom i enkelte saadanne Forbindelser, som f. Eks. af Rug og Hvede, Svingel og Rajgræs; Afkommet efter en Parring af væsentlig ulige Forældre kaldes en Bastard, og i det anførte Tilfælde taler vi om Slægtsbastarder. Er Slægtskabet mellem For- drene større, saaledes at de maa regnes til forskel- lige Arter indenfor samme Slægt, kan de hyppig danne Bastarder; saadanne Artsbastarder er fremkomme ved Krydsning af Hest og Æsel (,,Mul- dyr”), forskellige Hjortearter, Fasaner, Gæs, Hønse- fugle, Laksefiske osv.; i Planteriget mellem Pile- arter, Høgeurter, Roser, Brombær, Violer, Nelliker o. m. a. Efter dette skulde man synes, at man efter den ydre Lighed skulde kunne slutte til Evnen til at danne Bastarder, saaledes at de Arter, der mest minder om hinanden, skulde være mest tilbøjelige dertil. Dette passer meget ofte, men i enkelte Til- fælde ikke; man har f. Eks. ikke kunnet danne