Forplantning og Arvelighed

37 væsener at gøre, idet det da er nødvendigt at finde ud af, hvilke Egenskaber der er nyttige og hvilke ikke; vi maa da lægge Vægt paa de første og be- høver ikke at tage Hensyn til de sidste. Ved en nøjagtig Undersøgelse af Enkeltegenska- berne hos Plantei'ormerne har det vist sig, at Ar- terne i overordentlig mange Tilfælde har været for store, og at de maa deles i en Mængde nye; disse Grupper afviger tit ved meget lidt iøjnefal- dende Egenskaber, som Behaaringsforhold, Detaljer i Bladenes Former eller Stængelens Forgrening, Blomsternes finere Bygning osv., saaledes at Bo- tanikernes Blik maa være meget skærpet ved lang- varig Øvelse for at iagttage disse Forskelligheder. Disse nye Grupper har faaet forskellige Navne; vi vil her holde os til et enkelt af dem og kalde dem Smaa Arter. Der vilde ikke have været nogen Grund til at komme ind paa disse Studier, hvis det ikke havde vist sig, at Arvelighedsforholdene hos disse Smaa Arter var ret ejendommelige. Det viser sig nem- lig, i hvert Fald indenfor Planteriget, at Smaa- Arteme er i høj Grad faste (konstante), o: alle Individer indenfor disse meget snævre Afdelinger giver Afkom, som har de samme Egenskaber som Ophavet; Rammerne brydes ikke. Herved er det selvfølgelig forudsat, at Grupperne dyrkes saadan, at Krysning er udelukket, i modsat Fald vilde man snart faa Formerne blandede og faa Forhold frem, som dem der behandles i næste Afsnit. Ligeledes er det en Selvfølge, at Kaarene, hvorunder Indivi- derne vokser op, maa være saa ens som muligt, saaledes at Afvigeligheden ikke er Udtryk for For- skelle i Livsvilkaarene. I den sidste Halvdel af forrige Aarhundrede har man ved Undersøgelser af Jordan, Nage li, de