Forplantning og Arvelighed

95 viste det sig, at der kun dannedes smaa Planter uden eller kun med svagt Roelegeme; disse Planter overvintrede i det fri paa samme Maade som Vinter- sæd, skød op om Foraaret og satte Blomst og Frø, alt uden at danne de sædvanlige tykke Rødder. Af det indhøstede Frø af disse Planter saaedes noget i 1878 til sædvanlig Tid og deraf fremkom normale Roer; det øvrige saaedes om Efteraaret 1878, og de deraf fremgaaede Planter bar Frø 1879, atter uden at danne Roer; dette Frø saaedes i Sommeren 1879 og gav fuldstændig normale Roer; med andre Ord: trods det, at Roedannelsen har været hæmmet i 2 Generationer, er Sortens Evner i den Henseende ikke bleven formindskede. Spørgsmaalet bliver da, om en yderligere Fortsættelse af denne abnorme Kultur skulde have skadelige Følger; herover fore- ligger der kun Forsøg med Sukkerroer, som efter 3 Generationers Vækst som Vintersæd kun udviste en ganske ringe Svækkelse i Evnen til at danne Roe- legeme. Det synes altsaa i hvert Fald ikke at være let ved en Forandring af Livskaarene at frembringe en arvelig Tilbøjelighed hos de nævnte Planter, og dog er Forandringen her ret radikal. Dette For- hold har praktisk Betydning, idet Frøavlerne netop høster meget af deres Roefrø paa saadanne i det fri overvintrede Planter, og det vilde selvfølgelig ikke gaa an, om den Kulturmetode havde skadelige Følger for Afkommets Evne til at danne Roer. Ogsaa med Kornarterne har man gjort Forsøg. Østerrigeren Fruwirth undersøgte Spørgsmaalet om Vokserummets Betydning; ved ringe Afstand mel- lem de udsaaede Sædekorn bliver Planterne spinklere og busker sig ikke, medens de ved større Afstand udvikles kraftig og grener sig stærkt. Han dyrkede nu samme Hvedesort dels med stor Afstand og dels med ringe Afstand mellem de udsaaede Korn og