Vor Klodes Dyr 1

100 DE ARKTISKE DYR. Antallet være betydeligt, thi efter den officielle Statistik blev der Aar 1894 dræbt 3808 tamme Rener af Rovdyr. I Nordrusland og Sibirien vandrer Samojeder, Jakuter, Tunguser, Tschuktscher, Kor- jæker og andre Stammer om med deres til Dels meget store Renhjorde, snart holdende sig paa Tundraen hele Aaret rundt, nærmere Ishavskysten om Sommeren, fjernere fra den om Vinteren, snart søgende ned i Skovegnenes Udkanter i den koldeste Tid. Rigest paa Tamren er Tschuktscher og Korjæker, hos de sidste skal der endnu i vor Tid være Hjorde paa indtil 20 å 30.000 i een Families Besiddelse, og det af en langt større og kraftigere Race end den, vi kender fra Lapland. Her bruges Rensdyret endnu som Ridedyr, ligesom hos Skytherne paa Ælians Tid. I Amerika har Renen aldrig været tæmmet, men alligevel beror Tusinder af Indianeres Eksistens væsentlig paa den; den er deres vigtigste Vildt, slaar Jagten paa den fejl, er de udsatte for Hungersnød og den yderste Elendighed. Moskusoksen (Ovibos moshatus). En af Pattedyrklassens mest omfattende Ordener er Hovdyrene. Det karakteristiske ved dem er først og fremmest Fodens Bygning, hvis Ejendommeligheder betinges af, at de kun træder paa Tæernes yderste Led. Hele Legemets Vægt kommer derved til at hvile paa dette, hvorfor Foden er stillet, ikke som hos de fleste andre Pattedyr i en ret Vinkel mod Benet, men i dettes Forlængelse, ligesom ogsaa dens Knogler bliver stærke, forlængede og indskrænkede i Tal. Efter Antallet af bevarede Tæer deles Ordenen i 2 Underordener, de parret- og uparret- taaede. Til den første hører Drøvtyggerne, af hvis Familier de »skedehornede« er den artrigeste og for Mennesket vigtigste. Som Navnet siger, er det karakteristiske ved dem deres Horn. Medens Hjortens Tak- ker vokser op fra Rosenstokken, som til Slut forbenede Huddannelser, der skiftes hvert Aar, er de skedehornedes af en ganske anden Bygning, ligesom de ej heller fældes, men beholdes, under stadig Tiltagen i Størrelse, hele Livet igennem. Fra Pandebenet udvokser to Bentappe, Stejlerne, der skyder Huden frem foran sig, alt imedens den omdannes til en Hornskede. Inderst omkring Stejlen findes et Lag Bindevæv, uden om dette Overhudens Slimlag og yderst selve Yderhuden (Epidermis), der bliver haard og hornagtig ligesom vore Negle og vokser i Tykkelse ved, at der indvendig fra Slimlaget dannes Skal efter Skal. Under Væksten skydes de ældre Lag længere og længere frem, saa der fremkommer lige- som et Tut Kræmmerhuse, det ene inden i det andet, hvis nederste Rande danner et med Aarene tiltagende Antal Ringe paa Hornets Yderside. Hornmassen sidder altsaa som en Skede uden paa Bentappen, deraf Navnet: skedehornede. Den saaledes benævnede Familie omfatter et Antal Slægter, hvoraf navnlig to, Okserne og Faarene, er os velbekendte. Dens eneste Repræsentant i de arktiske Lande er Moskus- oksen, der staar begge de nævnte Slægter nær. De lærde er uenige om, hvorvidt den er et Faar eller en Okse, et Spørgsmaal, som dog ikke interesserer os videre her; skønt den anatomisk set (den har 2 Patter, kort Hale, ingen Doglæp o. s. v.) maaske staar Faarene nærmest, er den dog i hele sit Præg og ved hele sin Karakter saa okseagtig, at vi godt kan lade den beholde sit Navn: Moskusoksen. Blandt alle Oksearter er den Dværgen, dens Højde over Forparten er 1.20, dens hele Længde 2.70 Meter, hvoraf Halen kun udgør 6—8 Centimeter. Den er altsaa paa Stør-