Vor Klodes Dyr 1

250 DE PALÆARKTISKE DYR. sig da, at de helt mørke traadte tydeligt frem selv paa stor Afstand, medens de tofarvede ikke var til at skelne i faa Skridts Afstand. Selv naar han malede Skabelonerne grønne og stillede dem hen i Græs af ganske samme Farve, var de helt grønne dog tydeligt synlige paa langt større Afstand end de, der var grønne og hvide. Hvorpaa dette Fænomen egentlig beror, er ikke ganske klart, men den Skygge, Dyret kaster, og som gør dets Underside mørkere, spiller sikkert en Rolle derved. Men i alt Fald viser Forsøgene, at den omhandlede Farve- fordeling virkelig er til Gavn for Dyrene, den er derfor bleven udviklet gennem det natur- lige Udvalg, om der end rimeligvis til at begynde med har været noget, der i Kraft af en eller anden os ubekendt Naturlov har gjort de fleste Dyrs Underside lysere end deres Overside. Vor forfulgte Hare kan visselig trænge til al den Beskyttelse, den kan faa, den har kun sin Lighed med Omgivelserne og sine hurtige Ben at stole paa, svag, frygtsom og ude af Stand til at forsvare sig mod sine mange Fjender som den er. Derfor tilsiger dens Instinkt den ogsaa at trykke sig i Sædet og blive liggende ubevægelig, naar en Fare nærmer sig, til denne er den lige inde paa Livet. Først da, naar Faren for at blive tagen i Sædet er overhængende, »griber den til Harens Gevær« og tager Flugten. I Lejet, en overfladisk, aflang, skaalformet af Dyret selv skrabet Fordybning, indtager Haren en Stilling, der til- lader den at springe op i et Nu. Den ligger paa Bugen med Hovedet mellem de udstrakte Forben og Ørene lagt tilbage langs Kroppen; Bagbenene er trukne ind under den, saa den kan sætte fra med dem til det første Spring. Kun to Gange har vi set den indtage andre Stillinger, een Gang laa den paa Bugen med Forbenene strakt frem og Bagbenene bagud, trykket ind mod en paa Kant rejst Lyngtørv i et Stykke opbrækket Hede, en anden Gang laa den i en Tot Kløver hvilende paa den ene Side. Begge lod os komme sig lige ind paa Livet, den første greb vi levende i Bagbenene, den anden maatte vi sparke til for at faa den op. De var begge to gamle, kraftige og sunde Harer, og naar de ikke rejste sig, antager vi, at det var, fordi de blev overraskede i en Stilling, der gjorde det umuligt for dem som sædvanligt at springe op straks og uden Forberedelser. Er en Hare først i Gang, gaar det i susende Fart; de lange Bagben kaster Legemet frem i store Spring, og saalænge den bevæger sig paa flad Mark eller op ad Bakke, er den i Stand til at vedligeholde sin hurtige Bevægelse, men skal den ned ad en Skrænt med stejl Hældning, er den ilde stedt. Den maa da sagtne Farten, thi dens Legemsbygning tillader den ikke at løbe stærkt her uden at styrte eller slaa Kolbøtter, og det er pudsigt at se, med hvilken Forsigtighed den manøvrerer, selv om Hunden er i Hælene paa den. Sker det, at en Hund indhenter en Hare paa flad Mark, ved den endda Raad. Den trykker sig pludselig mod Jorden, saa Hunden, der ikke er beredt paa at standse, springer over den, og vips! i samme Nu er Morten paa Benene og stikker af i en anden Retning. Dette Spil gentager den atter og atter, til den omsider er træt og maa lade sig tage; idet Hunden griber den, udstøder den ynkelige Skrig, ligesom naar den anskydes. For øvrigt kan kun faa Hunde, Mynder midtagne, indhente og tage en voksen, uskadt Hare. Haren er Natdyr; 0111 Dagen ligger den sovende i sit Leje, først i Aftendæmringen vaagner den og letter paa sig for at drage ud og søge Føde. Kun i »Ramletiden« om For- aaret er den undertiden paa Farten om Dagen, Elskovs Rørelser faar ogsaa den til at glemme sin sædvanlige Forsigtighed og sine indgroede Vaner. Hannerne (Ramlerne) kan da ses ved højlys Dag gaaende paa Foden (Sporet) efter Hunnerne (Sætterne), ofte flere