Vor Klodes Dyr 1

HARERNE. 251 efter samme, thi Ramlerne er næsten altid i Flertal, bl. a. fordi der skydes flere Sættere, som »holder« bedre end hine. Der leveres ofte hidsige Kampe mellem Bejlerne, men de er gerne ublodige og indskrænker sig til nogle Lussinger med Forpoterne og nogen Krad- sen, der faar Ulden til at ryge om dem. Faa Uger efter Parringen føder Hunnen sine Killinger, undertiden allerede i Februar—Marts, men det første Kuld er gerne faatalligt, ofte kun paa to, medens de senere er paa 4 eller 5. Haren er ingen kærlig Moder. Ligesom hun ikke gør store Anstalter i Anledning af Fødselen, der finder Sted under aaben Himmel i et af hendes almindelige Lejer, saaledes synes hun heller ikke at bryde sig stort om Ungerne. Ikke sjældent forlader hun dem, saa de omkommer af Sultog Kulde, og selv om hun tager sig af dem og giver dem Die, kanøfler hun dem dog tit alvorligt og sparer ikke paa Ørefigener, som hun langer dem ud med Forpoterne. Selv i bedste Fald faar de kun Lov til at patte faa Uger, hun parrer sig nemlig hurtigt igen efter Nedkomsten og maa snart tænke paa det næste Kuld. Saa snart Tiden til dettes Fødsel nærmer sig, forlader hun sine endnu kun smaa Killinger eller jager dem fra sig med Knubs og Bid, det er derfor ikke saa underligt, at mange af dem omkommer eller falder som Offer for Fjender: Ræve, Hermeliner, Katte, Rovfugle o. s. v. I Sommerens Løb føder hun flere Kuld Unger til Verden; man kan træffe ganske smaa Harekillinger langt ud paa Efteraaret. Til Trods herfor er Harens Formerelse dog ikke stærk undtagen i særlig gunstige Aar eller paa Steder, hvor der fredes om den og hvor dens Fjender udryddes med Energi. Kuldene holder sammen en Tid lang, under- tiden til Killingerne er næsten fuldvoksne, det er i Jagttidens Begyndelse ikke sjældent at træffe 4—; unge, jævnaldrende Harer samlede paa en lille Plet, rimeligvis deres fælles Fødested. Maa det end indrømmes, at Harerne er uelskværdige mod deres Afkom og temmelig ufredelige indbyrdes, kan man dog ikke andet end komme til at synes om dem, naar man har Lejlighed til at lære dem nærmere at kende. De er morsomme at iagttage, naar de tror sig uforstyrrede. Vi havde en Dag under en Sommerbyge puttet os ind under et Dige i Jylland for at søge Ly, og da Regnen var forbi, rejste vi os op for at gaa videre. Da saa vi, at en Hare havde søgt Ly paa Digets modsatte Side, hvor den nu sad og gjorde Toilette efter Regnen. Den havde sat sig ret op paa Bagdelen og saa sig interesseret om, pudsede sig med de korte Forben over hele Kroppen og tørrede sig omhyggeligt om Snu- den; det saa grangiveligt ud, som snoede den sine Knevelsbar ter. Saa skulde Ørene have sig en Omgang, først blev det ene, saa det andet strøget mellem Forpoterne. Derpaa faldt den ned paa disse, flyttede sig hnmpende et Par Skridt og smagte paa lidt saftigt Grønt. Men kun et Øjeblik, og der var noget, der tildrog sig dens Opmærksomhed. Straks var den oppe igen paa Bagen og saa sig nysgerrigt om, medens Ørene bevægede sig, det ene den ene, det andet den anden Vej; den formelig rakte sig, for at faa friere Udsigt. Da fik den Øje paa os bag Diget, og ingen Pen kan skildre det Udtryk af forbavselse og Rædsel, der malede sig i dens Blik. Den var et Øjeblik ganske forfjamsket og kunde ikke faa Øjnene fra os, men saa tog den sig sammen og satte af Sted i lynende Fart; dog ikke let langt, dens Nysgerrighed var for stor, og den satte sig igen over Ende foi ar se eftei os. Dette gentog sig flere Gange, til den endelig for Alvor kom i Løb og foisvandt. Nysgerrige er Harerne til Gavns; selv naar man har skudt forbi til en, kan det falde den ind at sætte sig og kigge efter en, dog altid uden for Skudvidde. Vinteien er deies 30*