252 DE PALÆARKTISKE DYR.
strengeste Tid. Sommeren ogTEfteraaret igennem har de haft grønt nok at fraadse i, men
naar Sneen dækker alt, kan det knibe for dem. Man kan da af Sporene i Sneen se, hvor-
ledes de har skrabet sig ned til Vintersæden, ofte gør de ogsaa i Snevintre Skade ved at
gnave Barken af Frugttræer. Det er morsomt at følge Harens Spor i Sneen og se, hvor
den har vandret om Natten og navnlig med hvilken Forsigtighed den har søgt sit Leje.
Det er, som vidste den, at Sporene er forræderiske, saadan Umage gør den sig med at
bringe Forvirring i dem. Navnlig bruger den at gøre lange, pludselige Afspring, saa det
for en flygtig Betragtning kan se ud, som stoppede Sporet pludseligt. Men ser man or-
a ■ ■
JMA.
Fig. 140. En Hare angreben af en Hermelin (i Vinterdragt).
dentlig efter, vil man snart opdage, at det begynder igen 2—; Meter til Siden, hvor Sprin-
get ender. Den bruger ogsaa det Fif at vende om og følge sit eget Spor et Stykke tilbage
eller at gaa i en »Løkke«, der fører tilbage i det gamle Spor, som følges nogen Tid. Saa
igen et pludseligt Afspring og saa fremdeles, der skal ofte en god Del Tålmodighed og
Paapassenhed til for at hitte ud af alle Finterne, og man skal passe vel paa, for kan Morten
se sit Snit, lister han ganske stille af fra Lejet i et Øjeblik, da man vender Ryggen til ham.
Haren jages som bekendt paa mange Maader: for Hund, paa Klapjagt, paa Sporsne,
paa Anstand ved dens sædvanlige Veje (Veksler) ud eller ind i Skoven skydes utallige
Aar med andet. Myndejagten er ikke synderlig brugt her til Lands, men f. Eks. i Step-
perne drives den med Iver og Lidenskab. Heller ikke Støvere benyttes meget hos os,
medens Jagten med dem i Norges og det nordligere Sverrigs Skove næsten er den eneste