Vor Klodes Dyr 1

VENDEHALSEN. 321 og forekommer temmelig hyppigt i de sydligere Dele af Norge og Sverrig. I Danmark har den tidligere været almindeligere end nu. Grønspætten lever for en stor Del af Myrer, i hvis Tuer den roder slemt op bande Sommer og Vinter, for at fange^ Beboerne ved, Hjælp af sin klæbrige Tunge. En nærstaaende Art er Graaspætten (P.canus),hvis egentlige Hjem er Rusland og Sibirien. Den er dog almindelig i det sydlige Norge, sjældnere i Sverrig, kun af og til truffen i Danmark. Beslægtet med Spætterne er Vendehalsen, n. ogsaa Saagjøg (Jynx torqvilla), en ejendomme- lig lille Fugl paa Størrelse med en Lærke. Den har et kort, kegledannet, spidst Næb og en meget lang, næsten traadformet Tunge uden Genhager. Vingerne er korte, Halen middellang, men ikke stiv og elastisk. Fjerdragtens graa, brune og sorte Farver er saaledes fordelte, at Fuglen, naar den sidder fastklamret til en Træstamme, vanskeligt kan skelnes fra dennes Bark. Klatre kan den ikke, skønt Foden er en »Klatrefod«, men hage sig fast paa et Træ er den i Stand til. Vendehalsens Som- merhjem er Europa og det nordlige Asien, men Vinteren tilbringer den i Indien og Afrika. Den er ikke sjælden hverken i Danmark eller i Skan- dinavien. Sin Næring søger den blandt mindre Insekter, og den fanger navnlig mange Myrer. Selv udhule sig en Bo kan den ikke, den maa der- for se til at finde et passende Hul i et Træ, oftest et forladt eller ikke i Brug taget Spættehul, hvori den lægger 7 til 10 hvide Æg. I Modsætning til Spætterne er Vendehalsen en lidet bevægelig, noget dvask Fugl, der ikke skyr Mennesker, men ofte bygger og bor i Ha- ver, undertiden i Stære- eller Mejsekasser. Særlig bekendt er den ved sine mærkelige Fagter, som man navnlig faar at se, naar man overrasker den rugende Hun eller naar man vil gribe et anskudt Eksemplar. Den trykker sig da ned mod Under- laget, spreder Hale og Vinger og strækker Hal- sen langsomt og højtideligt ud til en ængstende Fig. 167. Sortspætte. Længde med tilbagebøjet Hoved og halvlukkede Øjne, alt medens den udstøder en un- derlig gurglende eller hvislende Lyd. Derpaa drejer den sindigt Halsen om dens Akse, en, to og flere Gange, saa Hovedet beskriver Kredse med Næbspidsen successivt vendende efter alle Kompassets Streger. Hvad disse Kunster skal betyde, er ikke let at sige. Brehm mener, at den efterligner Vor Klodes Dyr. 39