Vor Klodes Dyr 1
Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN
År: 1903
Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN
Sted: KØBENHAVN
Sider: 720
UDK: 5919
FØRSTE BIND
INDLEDNING
DE ARKTISKE DYR
DE PALÆARKTISKE DYR
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
VENDEHALSEN.
321
og forekommer temmelig hyppigt i de sydligere Dele af Norge og Sverrig. I Danmark
har den tidligere været almindeligere end nu. Grønspætten lever for en stor Del af Myrer,
i hvis Tuer den roder slemt op bande Sommer og Vinter, for at fange^ Beboerne ved,
Hjælp af sin klæbrige Tunge. En nærstaaende Art
er Graaspætten (P.canus),hvis egentlige Hjem
er Rusland og Sibirien. Den er dog almindelig i
det sydlige Norge, sjældnere i Sverrig, kun af og
til truffen i Danmark.
Beslægtet med Spætterne er Vendehalsen,
n. ogsaa Saagjøg (Jynx torqvilla), en ejendomme-
lig lille Fugl paa Størrelse med en Lærke. Den
har et kort, kegledannet, spidst Næb og en meget
lang, næsten traadformet Tunge uden Genhager.
Vingerne er korte, Halen middellang, men ikke
stiv og elastisk. Fjerdragtens graa, brune og sorte
Farver er saaledes fordelte, at Fuglen, naar den
sidder fastklamret til en Træstamme, vanskeligt
kan skelnes fra dennes Bark. Klatre kan den ikke,
skønt Foden er en »Klatrefod«, men hage sig fast
paa et Træ er den i Stand til. Vendehalsens Som-
merhjem er Europa og det nordlige Asien, men
Vinteren tilbringer den i Indien og Afrika. Den
er ikke sjælden hverken i Danmark eller i Skan-
dinavien. Sin Næring søger den blandt mindre
Insekter, og den fanger navnlig mange Myrer.
Selv udhule sig en Bo kan den ikke, den maa der-
for se til at finde et passende Hul i et Træ, oftest
et forladt eller ikke i Brug taget Spættehul, hvori
den lægger 7 til 10 hvide Æg.
I Modsætning til Spætterne er Vendehalsen
en lidet bevægelig, noget dvask Fugl, der ikke
skyr Mennesker, men ofte bygger og bor i Ha-
ver, undertiden i Stære- eller Mejsekasser. Særlig
bekendt er den ved sine mærkelige Fagter, som
man navnlig faar at se, naar man overrasker den
rugende Hun eller naar man vil gribe et anskudt
Eksemplar. Den trykker sig da ned mod Under-
laget, spreder Hale og Vinger og strækker Hal-
sen langsomt og højtideligt ud til en ængstende
Fig. 167. Sortspætte.
Længde med tilbagebøjet Hoved og halvlukkede Øjne, alt medens den udstøder en un-
derlig gurglende eller hvislende Lyd. Derpaa drejer den sindigt Halsen om dens Akse, en,
to og flere Gange, saa Hovedet beskriver Kredse med Næbspidsen successivt vendende
efter alle Kompassets Streger.
Hvad disse Kunster skal betyde, er ikke let at sige. Brehm mener, at den efterligner
Vor Klodes Dyr.
39