TORNSKADERNE.
357
de sydligere. I Danmark og længere Syd paa i Europa bliver den atter almindelig. Helst
holder den sig til Naaleskove, men bygger dog ogsaa i Krat og Haver. Den gør sig lidet
bemæiket, da den er stille i al sin Færd, men Hannen synger dog ret vakkert.
En ejendommelig Slægt udgør Tornskaderne (n. Varslerne), hvis Næb taler højt
om deres Rovfuglenatur. Det er stærkt, middellangt og sammentrykt, og Overnæbbets
hvasse Spids er krummet ud over Undernæbbet. Det første har inden for Spidsen en Tand.
Benene ei ikke synderlig stærke, men Kløerne er spidse og krummede. Vingerne er korte,
og Flugten, der foregaar i Bølger eller Sæt, er ikke særlig god. De holder til i Skove’
Pig. 189. Almindelig Tornskade.
Krat, Hækker og Haver, især hvor der er mange tornede Buske, i hvilke de gerne bygger
deres store, af Kviste, Mos og andre Plantedele sammensatte, aabne Reder.
Men Tornskaderne har Brug for tornede Buske i et andet Øjemed. Naar de har fanget
et støue Insekt eller et lille Hvirveldyr: en Mus, Fugleunge eller lille Frø, thi ogsaa saa-
danne fortærer de, spidder de det paa en stor, spids Torn eller tvinger det ned i en Gren-
kløft, for derpaa at sønderrive og sluge det Stykke for Stykke. Ofte sætter de flere Dyr
paa Spid, end de kan overkomme at æde, de faar saa Lov til at sidde og tørre ind eller
1 aadne, thi Fuglene rører dem ikke, uden de er friskfangede. Dette har givet Anledning
til den Tro, at de samler Forraad. Grunden til denne Tornskadernes Vane er indlysende:
deres Fødder er for svage til at fastholde Byttet, medens de sønderdeler det, derfor maa
de gøre det fast paa anden Vis.
I ornskaderne er ufredelige, uselskabelige og stridbare og hvert Par hævder i Yngle-