Vor Klodes Dyr 1

LØBEBILLER. 4II saa længe Naturen er overladt til sig selv, først naar Mennesket griber ind, forstyrres Ligevægten. I utalte Æoner har Oldenborren levet i den palæarktiske Regions Skovegne uden rimeligvis nogen Sinde at gøre nævneværdig Skade. Men da Mennesket ryddede store Arealer og bragte Jorden i en Tilstand, der begunstigede dens Æglægning og For- mering, optraadte den med et saadant Overtal af Individer, at dens Virksomhed blev føle- lig. Hvor længe havde ikke Phylloxeraen og Kartoffelbillen (n. Potetesbillen) levet upaa- agtede og uskadelige i Amerika, inden der ved Vin- og Kartoffeldyrkningen og ved deres Overførelse til nye Lande blev aabnet dem Mulighed for at optræde som ødelæggende Skadedyr. I den nyeste Tid har Forskningen paavist endnu et Omraade, paa hvilket In- sekternes Færd er af uanet Betydning, idet nogle af dem, der suger Blod af Mennesker og Dyr, optræder som Overførere af smittebringende og sygdomvoldende Organismer fra Dyr til Dyr og fra Menneske til Menneske. Tsetsefluen i Afrika bringer saaledes et dræ- bende Smitstof over i Kvægets Blod, visse Arter Moskitoer overfører Malaria-Gift, yrsmaa levende Væsener, fra Individ til Individ, Lopperne beskyldes for at udbrede Pest o.s.v. Det er vistnok den nærmeste Fremtid forbeholdt at overraske os med adskilligt i denne Retning. Men det er paa Tide, at vi forlader disse almindeligere Betragtninger for at tage fat paa vor kortfattede Oversigt over Skovens og Markens Insekter. Forrest i Systemet stilles i Reglen Billerne (Coleopterd), der normalt er let kendelige bl. a. ved deres kortere eller længere, de klare Bagvinger skjulende Vingedækker (første Par Vinger). De gennemgaar en fuldstændig Forvandling, hvilket vil sige, at de gennem- lever 4 Udviklingstrin: Æg-, Larve-, Puppe- og Insektstadiet. Af de til dem hørende, talrige Familier er Løbebillerne (Carabidæ) rigt repræsen- terede i den palæarktiske Region. De er i Reglen baade som fuldt udviklede og som Lar- ver grumme Røvere og Dræbere, hvilket, som altid, præger sig i deres Ydre. Deres Kind- bakker er kraftige og spidse, deres Ben lange, deres Legeme slankt og deres Følehorn traadformede. Nogle flyver godt, men andre mangler Bagvinger, saa de er ude af Stand til at hæve sig i Luften. Larverne er oftest slanke og hurtige, forsynede med 3 Par vel- udviklede Ben, mørktfarvede og haarde. I Modsætning til de udviklede Insekter, der har sammensatte Øjne, har de, som alle ikke blinde Larver, mange, smaa, enkelte Punktøjne, samlede i to Grupper. Løbebillerne færdes i Reglen mest paa Jorden, mellem nedfaldet Løv og lavere Plante- vækst, hvor de jager Insekter, Larver o. 1. og søger Skjul under Sten, løsliggende 1 ræ- stykker og bag Træstubbenes Bark. Adskillige Arter afsondrer, naar de gribes, en ilde- lugtende Saft, og nogle, de saakaldte Bombarderbiller (Brachini), er i Besiddelse af et ejendommeligt Afskrækkelsesmiddel. De skyder nemlig, naar de forstyrres, ud af Ende- tarmsaabningen en ringe Mængde Vådske, som eksploderer med et lille Knald og en saare ilde Lugt. Denne Salut kan de præstere nogle Gange, til Ammunitionsforraadet er udtømt. E11 lille Art, Br. crepitans, er, om end sjældent, truffen hos os og i Sydsverrig. Den største i Norden forekommende Løbebille er Læderløberen (Carabus coriaceus), c. 4 Ctm. lang, med matsorte, fint grynede Vingedækker. Mindre er Have løberen (C. gemmatus), c. 2^2 Ctm. i Længde, hvis haarde, hvælvede, sorte Vingedækker er prydede med 3 Rækker metalglinsende, runde Gruber, og Guldløberen (C. auralus), der er af samme Størrelse, men har længderibbede, metalskinnende Vingedækker. De sidste to Arters Larver er glatte, glinsende, lysebrune eller gullige med en Rille ned langs Ryggens Midtlinie 50*