Vor Klodes Dyr 1

Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 720

UDK: 5919

FØRSTE BIND

INDLEDNING

DE ARKTISKE DYR

DE PALÆARKTISKE DYR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 800 Forrige Næste
BIERNE. 425 Fig. 238, Blad skaaret af Rosenbien, der ses flyvende med et aflangt Bladstykke. dannende Honningbier og Humier, men foruden dem eksisterer der enligt levende Arter, hvis mindre sammensatte Livsførelse maa opfattes som Gennemgangsled til de samfund- dannendes, man kunde fristes til at sige Statsliv. Tidlig paa Foraaret besøges de først udspringende Blomster: Pilenes Gæslinger, Has- lernes Rakler, Anemonerne o. s. v. af talrige aarevingede, blandt hvilke man vil kunne se en Del, som ligner Humierne meget, men som dog i mange Enkeltheder er forskellige fra dem. Navnlig mangler de alle »Kurven« paa Bagbenene, denne lille, snilde Beholder, hvori de samfunddannende Bier samler Blomsterstøv og fragter det hjem. De maa nøjes med enten at danne »Bukser« mellem Bagbenenes tætte Haar, eller de maa samle Pollen- kornene mellem Haarene paa Legemets Underside. Det er enlige Bier, som enten har overvintret eller som nylig har brudt Puppesvøbet, for straks at gaa i Gang med at sørge for den nye Generations Vel, til hvil- ken de bærer Spirerne i sig. Og de er alle, for saa vidt de virkelig samler Hon- ning og Blomsterstøv, Hunner. Han- nerne, der i Reglen er i Udseende tem- melig forskellige fra Hunnerne, dør kort efter Parringen, men Hunnerne lever, til de har gjort deres Pligt og bidraget deres til Artens Bestaaen. De bygger alle Celler til deres Yngel, men disse anbringes paa højst forskellige Steder og laves af meget forskellige Materialier. An thop horerne f. Eks. vælger en fast Lerbrink eller en gammel Ler- mur til deri at udhule Bo for Afkom- met, men da de Emner, i hvilke de gra- ver, er saa tørre, maa de først bløde dem op. Dette gør de til Dels ved Hjælp af deres Spyt, men da dette ikke slaar til, maa de hjælpe sig paa anden Vis. De opsøger da en Vandpyt i Nærheden, suger sig fulde af Vand og sprøjter dette portionsvis ud paa Stedet, hvor de arbejder. Det Ler, de udgraver, kaster de delvis bort, men da de har Brug for noget af det til Skillerummene mellem de enkelte Celler, opmagasinerer de en Del, som de fæster til Væggen i Form af et krummet Rør, der atter bliver brudt ned, efterhaanden som de trænger til Materiale. I det færdige Rør afskildrer de saa mange Celler, som der er Plads til, og i hver af disse henstuves en Portion Foder, mest flydende Honning, paa hvilken de lægger et Æg, der svømmer om paa dens Overflade som et lille Fartøj. For at Honningen ikke skal sive bort gennem de porøse Cellevægge, bestryger Bierne disse indvendigt med et Lag Kalk, afsondret af en stor Kirtel i deres Bagkrop. En Osmia-Art udhuler Brombærstængler til Celle bag Celle og laver i hver af disse af tyggede Plantedele et Hylster til Ægget og Larvefoderet. En anden Art af samme Slægt anlægger sine Celler i tomme Snegleskaller, som den derpaa skjuler under en Hob af Vor Klodes Dyr.