Vor Klodes Dyr 1
Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN
År: 1903
Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN
Sted: KØBENHAVN
Sider: 720
UDK: 5919
FØRSTE BIND
INDLEDNING
DE ARKTISKE DYR
DE PALÆARKTISKE DYR
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
BIERNE.
425
Fig. 238, Blad skaaret af Rosenbien, der ses flyvende
med et aflangt Bladstykke.
dannende Honningbier og Humier, men foruden dem eksisterer der enligt levende Arter,
hvis mindre sammensatte Livsførelse maa opfattes som Gennemgangsled til de samfund-
dannendes, man kunde fristes til at sige Statsliv.
Tidlig paa Foraaret besøges de først udspringende Blomster: Pilenes Gæslinger, Has-
lernes Rakler, Anemonerne o. s. v. af talrige aarevingede, blandt hvilke man vil kunne
se en Del, som ligner Humierne meget, men som dog i mange Enkeltheder er forskellige
fra dem. Navnlig mangler de alle »Kurven« paa Bagbenene, denne lille, snilde Beholder,
hvori de samfunddannende Bier samler Blomsterstøv og fragter det hjem. De maa nøjes
med enten at danne »Bukser« mellem Bagbenenes tætte Haar, eller de maa samle Pollen-
kornene mellem Haarene paa Legemets Underside.
Det er enlige Bier, som enten har overvintret eller som nylig har brudt Puppesvøbet,
for straks at gaa i Gang med at sørge
for den nye Generations Vel, til hvil-
ken de bærer Spirerne i sig. Og de er
alle, for saa vidt de virkelig samler Hon-
ning og Blomsterstøv, Hunner. Han-
nerne, der i Reglen er i Udseende tem-
melig forskellige fra Hunnerne, dør kort
efter Parringen, men Hunnerne lever,
til de har gjort deres Pligt og bidraget
deres til Artens Bestaaen. De bygger
alle Celler til deres Yngel, men disse
anbringes paa højst forskellige Steder
og laves af meget forskellige Materialier.
An thop horerne f. Eks. vælger
en fast Lerbrink eller en gammel Ler-
mur til deri at udhule Bo for Afkom-
met, men da de Emner, i hvilke de gra-
ver, er saa tørre, maa de først bløde dem
op. Dette gør de til Dels ved Hjælp af
deres Spyt, men da dette ikke slaar til,
maa de hjælpe sig paa anden Vis. De opsøger da en Vandpyt i Nærheden, suger sig fulde af
Vand og sprøjter dette portionsvis ud paa Stedet, hvor de arbejder. Det Ler, de udgraver,
kaster de delvis bort, men da de har Brug for noget af det til Skillerummene mellem de
enkelte Celler, opmagasinerer de en Del, som de fæster til Væggen i Form af et krummet
Rør, der atter bliver brudt ned, efterhaanden som de trænger til Materiale. I det færdige
Rør afskildrer de saa mange Celler, som der er Plads til, og i hver af disse henstuves en
Portion Foder, mest flydende Honning, paa hvilken de lægger et Æg, der svømmer om
paa dens Overflade som et lille Fartøj. For at Honningen ikke skal sive bort gennem de
porøse Cellevægge, bestryger Bierne disse indvendigt med et Lag Kalk, afsondret af en
stor Kirtel i deres Bagkrop.
En Osmia-Art udhuler Brombærstængler til Celle bag Celle og laver i hver af disse
af tyggede Plantedele et Hylster til Ægget og Larvefoderet. En anden Art af samme Slægt
anlægger sine Celler i tomme Snegleskaller, som den derpaa skjuler under en Hob af
Vor Klodes Dyr.