Vor Klodes Dyr 1

Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 720

UDK: 5919

FØRSTE BIND

INDLEDNING

DE ARKTISKE DYR

DE PALÆARKTISKE DYR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 800 Forrige Næste
TRAADORMENE. 575 Fig. 359. To Eksemplarer af Melicerta ringens (forstørrede). formede Vedhæng. Legemet er beklædt med en glasklar Kitinhinde, der er udskilt af et indenfor liggende Cellelag. Gennem denne Hinde kan de indre Organer tydeligt ses. Mest iøjnefaldende er Fordøjelseskanalen, der ofte er opfyldt af grønne Alger; den er delt i 4 Afdelinger og udmunder bagtil paa Dyrets Rygside. Paa Overgangen mellem Mund og Svælg ligger et Tyggeapparat, der bestaar af nogle kæbelignende Kitindele, som er i sta- dig Bevægelse imod hinanden. De to Blade i Legemets Bagende danner et Fasthæftnings- apparat, hvormed Hydatina af og til sætter sig paa Vandplanternes Blade. Naar de rører ved en Genstand, udskilles nemlig af et Par Kirtler en ubetydelig Draabe Vædske, der straks stivner i Vandet og kitter dem fast. Mærkelige er Dyrets Formeringsforhold. Hun- nerne er større, mere sammensat byggede og almindeligere end Hannerne. De falder i to Grupper; nogle er ude af Stand til at parre sig og befrugtes, og disse lægger store, bløde Æg, der altid giver Hunner. Andre er i Stand til at parre sig, men hvis de ikke gør det, lægger de mindre Æg, af hvilke der ufravigeligt udklækkes Hanner; befrugtes de derimod, frembringer de nogle fha, tykskallede Æg, som først efter Maane- ders Forløb udklækkes til Hunner. De fremkom- mer hele Sommeren igennem og er nødvendige for Artens Bestaaen, fordi de, men ikke selve Dy- rene, taaler bande Indtørring og stærk Kulde. Af de fastsiddende Hjuldyr vil vi med nogle faa Ord omtale en Art ved Navn Melicerta ringens, fordi den viser, hvilke mærkelige Forhold der kan træffes selv hos saa lavtstaaende Dyr. Den sidder fæstet til Vandplanters Blade og er omgiven af et langt, ud- vendigt grynet eller nopret Rør, frem af hvis øver- ste Ende Dyrets firlappede Hjulorgan rager som en Blomst paa sin Stilk. Røret er opbygget af Dyrets Ekskrementknolde, der, naar de kommer frem al dets udkrængede Tarmaabning, har aflang Form. Idet de udstødes, bliver de grebne af Cilierne, der hvirvler dem hen til det saakaldte Pilleorgan, som har den Opgave at give dem en kugle- rund Form. Naar dette er sket, bøjer Melicerta sit Hoved ned til Rørets Rand og føjer Ekskrementkuglen til dette som en ny Sten til den sirlige Bygning. Ogsaa Rundormene (Nemathelminthes) er repræsenterede i det ferske Vand. Af de ægte Rundorme (Nemcitodcz) lever en Mængde smaa Arter fiit i Vandet, medens an di c kun en Tid af deres Liv færdes i dette, men tilbringer Resten som Snyltere i et eller andet Dyr. Dette gælder saaledes om I raadormene (Gordil), af hvilke i det mindste een Art er almindelig hos os. Naar man en varm Sommerdag undersøger en Dam eller Grøft, vil man olte blive en gullig eller brunlig, en Stump Sytraad lignende Skabning var, der bugtet sig frem gen- nem Vandet eller ligger og vrider sig paa Bunden. Det er en Traadorm (G. aqvaticus), som ikke sjældent opnaar en betydelig Længde, for Hunnens A edkommende, dei ei 2 D Gange saa lang som Hannen, c. 80 Cim. Imidlertid er de fleste, man taar fat paa, Hannet,