Vor Klodes Dyr 1

. VANDKÆRENE. 585 Vandkalvens Munddele er Rovdyrets, stærke og skikkede til at dræbe Byttet: Hale- tudser, Smaafisk, Larver o. 1. Dens Vinger er vel udviklede, og den flyver ofte ved Natte- tid fra Vand til Vand; undertiden havner den ogsaa med stort Bras paa skinnende Driv- bænkevinduer, som den tager for en Vandflade. Den aander ved Luftrør gennem Spalte- aabninger (Stigmer), som har Plads paa Bagkropledenes Overside ud mod deres Rand. Særlig store er de paa de bageste Led, og naar Dyret vil aande, stiger det op til Over- fladen, hænger et Øjeblik i Vandskorpen med Bagkropspidsen over denne og med let løf- tede Dækvinger, medens det pumper sig fuld af Luft, og svømmer saa igen skraat ned ad Bunden til med en Luftblære i Bagenden. Oa dets Legeme ved den deri optagne Luft er lettere end Vandet, maa det svømme for at dykke ned, medens det stiger op til Overfladen ved Hjælp af Opdriften. Hunnen lægger tidligt paa Foraaret Æg under Vandplanternes Bark, som hun skærer Hul paa med sin stærke, kun under Æglægningen synlige Læggebrod, og af dem klækkes Larver, der, alt som de vokser sig større, bliver næsten uhyggelige at se til. De er indtil 5 Ctm. lange og har et langstrakt, noget fladtrykt, men dog ligesom oppustet, gulligt, halvt gennemskinneligt, 12-leddet Legeme, der er blødt og eftergiveligt, skønt det er be- skyttet af en Kitinhud. Hovedet er stort og fladt med korte Følere og to lange, krumme, sylspidse Kindbakker, der indeholder et tæt inden for Spidsen udmundende Rør, som fører ind til Fordøjelseskanalen. Larverne er lige saa grumme Røvere som Forældrene og angriber de samme Dyr som disse. Idet de bider sig fast i Byttet, udsiver gennem Kind- bakkerne en Draabe Vædske, der dels Jammer eller dræber dette, dels opløser dets ægge- hvideholdige Væv, saa Larven kan udsuge det, til kun den tomme Kitinskal eller Hud er tilbage. Mundaabningen er kun en snæver Spalte, der automatisk lukkes ved en Slags Laas, naar Kindbakkerne nærmes til hinanden. OgsaaVandkalvens Larver aander gennem Spalteaabninger, som ligger tæt ved Bagkrop- spidsen, der er forsynet med 2 bladformede Vedhæng; disse slaas ud til Siden og bærer Dyrene oppe, naar de hænger i Vandskorpen for at aande. De svømmer efter endt Ind- vanding videre dels ved Hjælp af Benene, dels ved lodrette Bugtninger af Legemet. For- pupningen gaar for sig i Land, i en lille Hule dannet i den bløde Bund ved Vandets Kanter. Hvis Forvandlingen til Puppe finder Sted sent ud paa Efteraaret, kommer Billen først frem om Foraaret, i modsat Fald varer det kun 14 Dage, før den viser sig. Der forekommer talrige større og mindre Arter Vandkalve overalt i den palæarktiske Region. Ganske forskellige fra Vandkalvene og nedstammende fra andre Forfædre end disse er Vandkærene (Hydrophilida), af hvilke vi vælger at skildre den store Vandkær (.Hydrophilus piceiis), der bliver indtil 4% Ctm. lang og er vor største Bille næst Eghjorten (n. Egehjorten). Den er temmelig almindelig i Damme og større Grøfter og er kulsort, men i Vandet glinser største Delen af dens Underside som forsølvet, hvilket skyldes et Luftlag, der ved Dykningen tilbageholdes mellem de tætte Haar. Dyret er luftaandende og hæver for at aande ikke Bagkropspidsen men en Del af Hovedet op over Vandet. Ved Hjælp af de kølleformede Følehorns brede, hulede, haarede Led og et behaaret Sted paa den bageste Del af Øjet dannes et Rør, som sætter Luften mellem Kroppens Haarklædning i Forbindelse med Atmosfæren. Det synes, at Følehornene udelukkende staar i Aande- drættets Tjeneste, medens deres sædvanlige Funktioner er overtagne afUnderkæbens lange, traadformede Palper. Vor Klodes Dyr. J2