Vor Klodes Dyr 1

586 DE PALÆARKTISKE DYR. Til Svømning benytter Vandkæren de to bageste Benpar, der er haarbræmmede og bevæges skiftevis. Legemets Underside er køldannet, og bageste Brystrings Køl er forlæn- get til en lang, bagudrettet Torn. Vandkærene er væsentligst planteædende, men de for- smaar dog ikke døde eller halvdøde Dyr. Tager man fat paa dem, giver de en knirkende Lyd fra sig, hvis Oprindelse ikke er oplyst, medens den store Vandkalv under lignende Omstændigheder søger at værge sig dels ved at udtømme sine stinkende Ekskrementer, dels ved at afsondre en ildelugtende, mælkeagtig Vædske fra iste Brystring. Vandkærene er gode Flyvere, hvilket kommer den gennem baade Plante- og Dyreriget saa efterstræbte Krydsning mellem Stammer af noget forskellig Oprindelse til gode. Æggene lægges i Vand omgivne af et ejendommeligt Hylster, som Hunnen forfærdiger af en hurtigt stivnende Masse, der træder ud gennem nogle Tappe paa hendes Bagkrops Spids. Hun ligesom modelerer det omkring sin Bagkrop og lægger derpaa Æggene i det, ordnede pænt i buede Rækker, medens en Del af det lades tomt, eller rettere luftfyldt. Endelig forsynes det i den smalle Ende med en ombøjet, opretstaaende, tynd Mast eller Skorsten af samme Masse, hvis Betydning endnu er uklar. Formodentlig tjener den til Af- Fig, 350. Den store Vandkærs Ægmasse: A i det uaabnede, B i det aabnede Hylster. balancering af det lille Fartøj, thi skønt dette i mange Tilfælde er fastklæbet til et Blad, ses det dog ofte frit svømmende paa Vandets Overflade. Larverne ligner Vandkalvelarver i Form, men har almindelig Mundaabning og store, paa Indsiden takkede Kindbakker, med hvil- ke de griber og tygger levende Dyr. Ogsaa de søger i Land, naar Forpupningen stun- der til, da Puppen som luftaandende ikke vilde kunne leve i Vandet, ubevægelig som den er. I Slutningen af Maj og Begyndelsen af Juni kan man paa Planter i og ved Vandet træffe forskellige Siv bukke (Donaciæ), smaa, indtil 1 Ctm. lange, til Bladbillerne (Chrysomelidæ) hørende Insekter, der i Form minder noget om Træbukke. Hunnen læg- ger Æg enten paa Aakandeblade, som hun bider igennem ovenfra for at anbringe Æggene paa deres Underside, eller paa Plantedele nede i Vandet, saa at hun altsaa for Æglægnin- gens Skyld maa krybe ned i dette. De 1 å i1 /2 Ctm. lange, lyse, blinde og haarede Larver lever i Dyndet paa og af Vandplanternes Rødder og Mellemstokke. De er luftaandende og maa skaffe sig den fornødne Luft ved at gennembore Væggene af disse Plantedeles store, luftfyldte Celler med et Par haarde Bagkropvedhæng, i hvilke Luftrørene udmunder. Inden Forpupningen spinder de sig et vand- og lufttæt Hylster, som fastgøres til de nævnte Plantedele, saaledes at disse danner en Del af Hylsterets Vægge. Inden dette er helt færdigt, bider Larven Hul paa Planten, saa den i Cellerne indespærrede, under et vist Tryk staaende Luft strømmer ud og driver Vandet af Hylsteret. Derpaa lukkes dette, som nu altsaa omslutter et luftfyldt Rum, i hvilket den luftaandende Puppe kan hvile. Naar Billen bryder frem, bider den Hul paa Kapselen og stiger op til Overfladen for at paabegynde sit Luftliv. Ogsaa i ikke faa af de i Vandet levende Insektlarver træfles snyltende Larver, tilhørende